Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/330

Denne siden er korrekturlest
312
Harald Haardraade.

kjende. Det engelske Folk vidste, hvad det kunde vænte sig af ham, og Kundskaben om Haralds Ed har siden neppe undladt hos mange ængsteligere Gemytter at vække Betænkeligheder mod at understøtte ham.

Saaledes stode Sagerne, da Northumbrerne, som allerede længe havde været misfornøjede med Tostig Godtwinessøns haarde og voldsomme, men desuagtet lige over for udvortes Fiender lidet kraftige Herredømme, gjorde Opstand imod ham (Oktober 1065) medens han var fraværende hos Kongen. De fordreve eller nedsablede hans Huuskarle, plyndrede hans Skatte i York, erklærede ham paa et almindeligt Thing utlæg med alle hans Tilhængere, og indbøde Morkere, Ælfgars Søn[1], til at komme og blive deres Jarl. Morkere modtog Tilbudet, og da han understøttedes saavel af sin mægtige Broder Eadwine, som andre Tilhængere af Leofrics Æt, kunde Tostig intet udrette imod ham, især da Harald ikke, som det synes, gjorde nogen alvorlig Foranstaltning til at forsvare sin Broder med Vaabenmagt, men begyndte Underhandlinger, hvis Udfald blev, at Harald selv paatog sig at overbringe Kongen Northumbrernes Erklæring, at de ej vilde vide af Som, hvorfor ogsaa Kongen erkjendte Morkere som deres Jarl og fornyede de dem af Knut givne Love, medens derimod Tostig med sin Hustru Judith og sine Tilhængere flygtede over til hendes Fader, Grev Baldvin af Flandern, hvor de bleve godt modtagne[2]. Flere af de Annalister, der have beskrevet disse Tildragelser, sigte ligefrem Harald som den, der af Had til sin Broder fremskyndede hans Fald[3], og saavel den Rolle, han spillede ved denne Lejlighed, som hans Giftermaal med Eadwines og Morkeres Syster Ealdgidha[4] og de følgende Begivenheder bestyrke denne Mistanke. For Harald var det just nu, da Kong Edward ej havde saa lang Tid tilbage at leve i, magtpaaliggende at sikre sig det mægtige leofricske Parti; og Broderskabet,

    viser sig i vore Sagaers Beretning, at Harald opholdt sig hos Villjam den hele Vinter 1064—1065. Vore Sagaer lade Harald ligefrem reise for at anholde om hans Datters Haand. Det er ogsaa muligt, at han og Villjam have givet Sagen dette tilsyneladende Udseende. Om Enkelthederne ved denne merkelige Begivenhed, og Beretningernes Afvigelser, se Lappenbergs Gesch. Englands I. S. 525—527.

  1. Vore Sagaer udgive saa vel Morkere, hvilken de kalde Morokaare eller Morakaare, som Valthjof Sigurdssøn, urigtigt for Harald Godwinessøns Brødre.
  2. Chron. Sax. ved 1065. Florents af Worcester s. A.
  3. Ordric Vitalis (Duchêne S. 492) siger ligefrem, at Harald drev Tostig i Landflygtighed, og Henrik af Huntingdon meddeler for 1065 en Historie om deres personlige Uvenskab, hvilken egentlig tilhører deres Barndom, se Ailreds vita Edwardi hos Twysden S. 394.
  4. Hun var den i 1064 dræbte Kong Griffiths Enke. Da Harald vendte tilbage til England 1065, kunde han først i dette Aar egte hende.