vidste han, vilde neppe afholde Tostig fra at optræde som hans Medbejler til at vinde Kronen, hvilket derimod ej synes at have været Ælfgars Sønners Hensigt. Tostig maatte saaledes aabenbart være Harald langt mere ivejen end disse, isærdeleshed da Tostig ved sit Egteskab med Judith af Flandern var besvogret med Villjam af Normandie, der var gift med hendes Syster Mathilde, et Svogerskab, der efter de sidst forefaldne Begivenheder ej kunde andet end gjøre ham mistænkelig. Vi see ogsaa Tostig, fra det Øjeblik, han forlod England, at optræde som Haralds svorne Fiende. Det er ikke usandsynligt, at Tostig, som kort efter sin Ankomst til Flandern begav sig til St. Omer[1], allerede strax gjorde et Besøg hos Villjam, og aftalte Planer med ham mod Harald, hvis Giftermaal tilstrækkeligt lagde for Dagen, at han ikke agtede at holde den Ed. han Aaret forud havde svoret[2]. Derpaa fik man end større Bestyrkelse, da Kong Edward døde i Westminster den 5te Januar tomt, efter, som det hed, at have udnævnt Harald til sin Efterfølger. Thi allerede Dagen efter, da Kongens Ligbegængelse var tilendebragt, blev Harald tagen til Konge af de forsamlede Magnater, og kronet af Erkebiskoppen af York, uden mindste Hensyn til hiin Ed[3]. Han tiltraadte ogsaa strax Regjeringen, og udviklede en Dygtighed, Kraft og Omhyggelighed for Landets Opkomst, som endog de ham fiendtligt sindede Historieskrivere ej kunne andet end anerkjende, og som derfor i kort Tid gjorde ham almindelig æret og yndet.
Da Tostig fik Broderens Ophøjelse paa Kongetronen at vide, satte han lig strax i Bevægelse for at vække ham Fiender. For det første synes det kun at have været ham magtpaaliggende at faa Harald styrtet, lige meget hvo der strax blev Englands Konge; han haabede vel, naar han først selv var gjenindsat i sine Værdigheder og Forleninger, med Tiden at
- ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Florents af Worcester.
- ↑ Villjam af Malmsbury III. 276 siger at den af Hertug Villjams Døtre, som blev forlovet med Harald, og hvis Navn han erklærer at være glemt (Villjam af Jumièges kalder hende, vistnok urigtigt, Adeliza), døde førend hun var bleven giftefærdig. Dette synes enkelte at have forstaaet som om hun døde før Haralds Giftermaal med Ælfgars Datter, men det ligger slet ikke i Ordene. At hun var meget ung, bevidnes og i Harald Haardraades Saga Cap. 111, Snorre Cap. 78; der aftaltes, siges der, endog flere Aars Frist til Brylluppets Afholdelse: om hun saaledes end døde efter Haralds Fald, vilde hun lige fuldt have været mindreaarig, derhos siges det udtrykkeligt at Harald havde fragaaet Fæstemaalet. Villjam af Jumièges VII. 31 omtaler ogsaa Haralds Giftermaal med Ealdgidha som Løftesbrud.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 79, lade Harald ved Edwards Dødsseng bøje sig ned til ham, og derpaa lydeligt forkynde for de omstaaende, at den døende Konge havde udnævnt ham til sin Efterfølger. Det er højst rimeligt, at et saadant Rygte har hersket.
