tvivle, at netop han var Overbringeren af Villjams Budskab til Sven. Denne tog venligt imod ham, og skal have tilbudt ham Jarldømmet Danmark. Men Tostig sagde at hans Hu alene stod til at komme tilbage til sit Fædre-
gelse, og fordreven af denne — han forvexler nemlig den Magt, Harald allerede som Jarl udøvede, med Kongemagten — fortæller følgende: Tostig, fordreven i Landflygtighed, begav sig til Flandern, overantvordede Grev Balduin, sin Svigerfader, sin Hustru Judith, skyndte sig derpaa til Nordmandie, og bebrejdede Hertug Villjam heftigt, at han lod den, der havde brudt Eden til ham, regjere i Fred; han forsikrede ham derhos, at hvis han med en nordmannisk Har vilde sætte over til England, skulde han (Tostig) hjelpe ham til Kongedømmet. De holdt nemlig allerede i lang Tid meget af hinanden, og Venskabet styrkedes end mere fordi de vare gifte med to Systre. Hertug Villjam modtog med Glæde den kommende Ven, takkede ham for hans venskabelige Bebrejdelse, og sammenkaldte, bevæget ved hans Opfordringer, de nordmanniske Stormand til et Møde, hvor der offentligt forhandledes om hvad der i denne Sag var at gjøre. (Her beskrives nu i Korthed Mødet og Forhandlingerne. Imidlertid fik Tostig Tilladelse af Hertugen til at vende tilbage til England, og lovede ham Hjelp, saa vel ved sig selv, som ved alle sine Venner. Men det gik anderledes end han tænkte, thi han sejlede vel ud fra Cotentin, men kunde ikke lande i England, da Harald havde omgivet Kysterne med Skibe og besat dem med Krigere for at ingen Fiende uhindret skulde komme til Landet. Tostig var da i stor Forlegenhed, saasom han hverken kunde binde an med den utallige Forsvarshær i England, eller komme tilbage til Nordmandie, hvori Modvind hindrede ham. Dreven af Vest- og Søndenvind og andre Vinde led han megen Ængstelse, og kom under sin Omvanken paa Havet i store Farer, indtil han omsider efter mange Gjenvordigheder kom til Harald, Norges Konge, der tog venligt imod ham. — Ogsaa Villjam af Jumièges (VII. 32) siger i Korthed: Hertugen sendte Tostig Jarl til England, men Haralds Krigere, der forsvarede Kysten, dreve ham bort ved Vaabenmagt, og da han hverken med Sikkerhed kunde betræde England, eller, paa Grund af Modvind, vende tilbage til Nordmandie, drog han til Kong Harald i Norge. Da nu vore egne Sagaer lade ham henvende sig til Sven umiddelbart førend han drog til Norge, og da de derhos endog med Bestemthed antyde, at Tostig kun henvendte sig til Harald, fordi han fik Afslag hos Sven, synes det klart nok, at Tostig efter sit forgjeves Forsøg paa først at lande i England, ej tilfældigt men efter aftalt Plan er dragen til Sven, og derpaa til Harald, men at de nordmanniske Forfattere alene have nævnt denne, fordi han virkelig lyttede til Tostigs Forestillinger og gjorde et Krigstog til England, vel og fordi de ikke havde nogen klar Forestilling om Forskjellen mellem Norge og Danmark. Og her bliver det da af Vigtighed, at den med Hertug Villjam samtidige Villjam af Aquit. udtrykkeligt omtaler Gesandtskabet til Kong Sven. At han derimod ej omtaler Harald Haardraade, kommer deraf at han aldeles forbigaar denne og hans Tog til England. At det Besøg, Tostig første Gang forgjeves søgte at gjøre i England, ikke er det samme Tog, som vidtløftig beskrives i Chron. Sax., men fandt Sted førend Tostig drog til Danmark og Norge, sees tydeligt nok af Chron. Sax.’s Udsagn, at Tostig kom til England kort efter 24 April, sammenholdt med Sagaernes udtrykkelige Ord, at han efter at have besøgt Harald begav sig om Vaaren tilbage til Flandern, for at sætte sig i Spidsen for sin Flaade.
