satte nu den samme Anmodning til ham, som han allerførst havde fremsat til Sven, nemlig om Hjelpetropper. Men da Harald indvendte, at Nordmændene ej havde nogen Lyst til at drage paa Krigstog til England under nogen engelsk Høvding, retirerede Tostig ham om Kong Magnus’s Arveret efter Hardeknut ifølge Brennø-Forliget, og om den Fordring, Magnus i sin Tid paa Grund heraf havde gjort til Edward Confessor om at afstaa ham England, en Fordring, som ogsaa Harald selv, efter hvad vi have seet[1], allerede havde fremsat strax efter sin Tronbestigelse, da han i eet og alt betragtede sig som Magnus’s retmæssige Arving, og hvis Fornyelse nu ej længer hindredes ved det Forlig, han havde indgaaet med Edward Confessor, medens han derhos allerede ved sin politiske Stilling, og end mere ved det Tog, han havde foranstaltet i 1058, var kommen i et fiendtligt Forhold til Harald Godwinessøn[2]. Hos Harald manglede det ikke paa Lyst til atter at søge sin Fordring sat igjennem, og Tostig sparede ej paa gode Løfter og Opmuntringer for at faa ham til at gjøre Alvor deraf. Han tilbød sig, ligesom han havde tilbudt Hertug Villjam, at understøtte ham med al den Styrke, han ved sin egen og sine Venners Indflydelse tiende bringe sammen, og erklærede sig fornøjet med at faa Halvdelen af England som Haralds Vasall, medens denne derimod skulde være Landets egentlige Konge, hvis han fik det erobret — et Tilbud, som bekræfter de nordmanniske Forfatteres Udsagn, at Tostig begav sig til Harald og ophidsede ham til Krig mod England uden dertil at være bemyndiget af Villjam, og imod den mellem dem fra først af trufne Aftale. Efter flere Dages Raadslagninger, hvori ogsaa Guthorm af Ringenes synes at have deeltaget og forenet sine Opmuntringer med Tostigs, besluttede Kongen endelig at efterkomme Opfordringen, og gav Tostig sit Tilsagn om
- ↑ Se ovf. S. 167.
- ↑ Se ovf. S. 267.
forklares, at vore Sagaer aldeles intet vide at fortælle om at Tostig overbragte noget Ærende fra Villjam til Sven. Thi de Ord, som de lægge dem begge i Munden, er kun hvad Sagnfortælleren sidenefter gjennem mange Mellemled havde erfaret, indskrænke sig kun til Tostigs og Svens personlige Interesser, og udgjøre naturligviis kun en uendelig liden Deel af de Samtaler, der maa have været vexlede mellem dem. Af samme Grund er det og, at Chron. Sax. ikke veed eller taler det mindste om, hvad Tostig foretog sig lige fra sin Afrejse i Oktober 1065 indtil hans Tilbagekomst sidst i April 1063. Hvad de nordmanniske Forfattere berette om Storm og Modvind, som skulde have drevet Tostig mod Norden, er mindre sandsynligt. Han besøgte vist Sven efter forud aftalt Plan. Sandsynligviis har han vel endog anløbet Flandern, og fremført en lignende Bøn om Understøttelse til Balduin, men ligeledes uden Held, thi det siges udtrykkeligt, at Balduin, opfordret af Villjam til at staa ham bi, vægrede sig derved.
