Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/337

Denne siden er korrekturlest
319
Toget til England besluttes.

sin Broder to Fiender, af hvilke allerede hver enkelt for sig var mægtig nok til at kunne ryste hans just ikke synderligt befæstede Trone, og som tilsammen aldeles maatte kunne overvælde ham. Hvor vidt de derimod virkelig handlede efter fælles Overlæg, er et Spørgsmaal, der med de Oplysninger, der hidtil om denne Sag ere komne for Dagen, neppe nogensinde med Sikkerhed vil kunne besvares. Thi vistnok havde Som, som det nys er viist, kun paa egen Haand indladt sig med Harald, og gjort ham Løfter, der ikke kunde bestaa med Hertug Villjams Fordringer og Hensigter; og det viste sig, som vi i det Følgende ville see, at han fremdeles sluttede sig til Harald, som om det kun var med ham, og ej med Villjam, at han havde indgaaet noget Forbund. Men paa den anden Side vare Forbindelserne mellem Norge, England og Nordmandie i denne Tid ikke saa sjeldne, at Harald og Villjam siden, efter at de havde begyndt deres Udrustninger, kunde være i fuldkommen Uvidenhed om deres gjensidige Planer og Skridt, og da nu derhos deres Ankomst til England var næsten samtidig, ligger den Tanke nær, at de ere blevne enige om at operere i Fællesskab, og efter Sejren at dele England mellem sig, saa meget mere som der er flere Omstændigheder, som tyde hen paa, at der mellem Harald og Villjam, som overhoved mellem Nordmændene og deres Ætlinger, Nordmannerne, endnu herskede særdeles Venskab[1].

Da det lakkede mod Vintrens Ende og Vaaren nærmede sig, sendte Harald Bud rundt om i hele Riget, udbød Almenning, saa vel af Folk, som af Skibe, og foreskrev nøjagtigt, hvor meget ethvert Fylke skulde ud-

    faaet Harald Godwinessøn i sin Magt, og den udgjorde vistnok ogsaa Grundlaget for hans Underhandlinger med saftig. Merkeligt nok, udgiver ogsaa Ordrik denne for den ældste Broder.

  1. Det er allerede ovenfor nævnt, at Ordrik lader Tostig alene komme tilfældigviis til Norge; han tilføjer endog, at Tostig listigt greb den Udvej at ophidse Harald til Toget, for derved at frelse sig fra at blive greben som Spejder; ligesom han ogsaa udtrykkeligt siger at Hertug Villjam intet vidste derom. Saxo (S. 555) omtaler ogsaa begge Fyrsters Udrustninger og Tog som tilfældigviis samtidige. Heller ikke vide vore Sagaer noget om nogen fælles Aftale mellem Villjam og Harald at fortælle. Men ikke desto mindre kan en saadan Aftale godt være sluttet imellem dem, og hvad der ovenfor er antydet om Guthorm af Ringenes, bestyrker det. Om Venskabet mellem Hertugerne i Nordmandie og Nordmændene tales der udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga Cap. 39, Snorre Cap. 20, hvor det heder at „Rudujarlerne længe regnede sig i Frændskab med Norges Høvdinger, satte megen Priis derpaa, og altid vare Nordmændenes største Venner“, og at disse Følelser endnu besjælede Villjam, viser sig af det merkelige Sted i Edward Confessors Love (Thorpes Udg. Cap. 34) hvor det heder at Villjam, fordi hans og næsten alle de nordmanniske Baroners Forfædre vare Nordmænd og udgangne fra Norge, ønskede at udvide Danelagens Lovgivning, eller de Norskes og Danskes Love, til hele England.