rede. Dette Foretagende blev nu, som rimeligt var, den sædvanlige Gjenstand for Samtale i hver Mands Huus, og i Særdeleshed i Kongens Hird. Man anstillede alle Slags Gjetninger om, hvorledes Toget vilde løbe af. Nogle meente at Harald, der havde udført saa mange Bedrifter udenlands, vilde kunne overvinde enhver Hindring, Andre derimod, at England var mægtigt og folkerigt, og derfor vanskeligt at vinde. Især frygtede man Thingmannalidet, hvilket altsaa paany maa være blevet oprettet af den halv danske Harald Godwinessøn. Det bestod nu af udvalgte Krigere fra forskjellige Lande, dog især af den saakaldte danske Tunge, allesammen saa haandfaste og krigsvante, at det hed at een Thingmand kunde udrette mere end tvende Nordmænd[1]. Dette mishagede den tapre og Kongen hengivne Ulf Stallare meget at høre. „Hvis tvende af os skulle vige for een Thingmand“, sagde han i et Vers, som han i den Anledning kvad, „behøve Kongens Stallarer ikke at indfinde sig i hans Stavnrum, og saadant var jeg ikke vant til at høre i min Ungdom“. Det blev ham dog ikke forundt at deeltage i Toget, thi han døde endnu samme Vaar. Kongen følte dybt hans Savn, og udtalte det ved hans Grav i de simple, men hjertelige Ord: „Her ligger den, som var bravest og sin Konge huldest af alle“. Udrustningerne vedbleve dog lige fuldt. Solund-Øerne udenfor Sogn bestemtes til Samlingssted for Flaaden, thi derfra var Overfarten til Hjaltland nærmest[2].
Imidlertid rygtedes de store Forberedelser til Krig, der nu bleve drevne paa saa mange Kanter, og det er ej at undres over, at de af bange Anelser opfyldte Gemytter betragtede en Komet, der aller først viste sig den 24de April, som et Varsel om de frygtelige Begivenheder, der skulde finde Sted[3]. Strax efter begyndte Tostig Fiendtlighederne, idet han
- ↑ Det er ovenfor (S. 169) anført, at Edward Confessor ophævede Thinglidet 1050; altsaa maa Harald have gjenoprettet det; men sandsynligviis har det nu mere antaget Charakteren af en fra forskjellige Nationer samlet Condottiere-Skare. At det især var samlet af den „danske Tunge“ siges i Morkinskinna og Fagrskinna. Herved forstaaes egentlig hele Norden; men paa dette Sted skulde man dog nærmest tænke paa den dansktalende Befolkning af England selv.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 113, 114, Snorre Cap. 82, 83. Fagrskinna Cap. 199, 200.
- ↑ Chron. Sax. ved 1066. Kometen omtales ogsaa af Lambert af Hersfeld, med Hentydning til Begivenhederne i England (Pertz, Mon. Hist. Germ. VII. 173), af Bernold (sammesteds S. 428), af Marianus Scotus (sammesteds 559), hos Tighernach (O’Connor II. 306) og paa mange andre Steder. Tighernach omtaler den vidtløftigst, vistnok som Øjevidne. „En stor Stjerne med Hale viste sig forunderligt i Luften, Tirsdag i den lille Paaske (25de April) dens Lys var paa sit højeste næsten som Maanens; saaledes vedblev den at lyse i 4 Dage.
