Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/34

Denne siden er korrekturlest

16

Magnus den gode.

Magnus ledsagede selv Sven tilbage til Jylland, og indsatte ham i hans nye Embede^[1]. Han vilde dog vel neppe have gjort denne Omvej om Jylland, hvis ikke et andet vigtigt Anliggende havde kaldet ham. Dette var et paatænkt Giftermaal mellem hans Halvsyster Ulfhild og Ordulf, den ældste Søn af den mægtige saxiske Hertug Bernhard. Efter et i vore Kongesagaer meddeelt Sagn, som dog ikke i sin Heelhed er synderlig paalideligt^[2], skal Ordulf i egen Person have indfundet sig allerede i Norge, for at bejle til Ulfhild, og der have faaet Løfte om hende. Men om det end forholder sig saaledes, hvad der ej er usandsynligt, maa dog Mag. Adam af Bremen ansees nøjagtigt underrettet og aldeles paalidelig, naar han fortæller at Magnus kom til Slesvig, og havde et Møde med Erkebiskop Bescelin af Bremen, Hertug Bernhard af Saxen, Biskop Thietmar af Hildesheim og Biskop Rodulf af Slesvig, og at Ulfhild paa dette Mode blev højtideligt festet til Bernhards Søn Ordulf^[3]. Da hendes Giftermaal umiddelbart efter omtales, maa man antage, at hun strax bar fulgt med Bernhard til Seiren, og at Brylluppet højtideligholdtes der. En Forbindelse med Magnus maatte være Bernhard meget vigtig, og det var ikke mindre nyttigt for Magnus at kunne

↑ Det forholder sig neppe saaledes, som et Par Sagaer fortælle, at Jarlsnavnet først blev overdraget til Sven under dette korte Ophold i Jylland. Jarlsnavnet har Sven vistnok allerede faaet, da han hyldede Magnus, thi det betragtedes vel snarest som en Hæderstitel, der tilkom den Sprakaleggske Æt, og var neppe knyttet til hans Stilling i Jylland, som om dette indrettedes til et særskilt Jarledømme for ham.
↑ Dette Sagn meddeles i Magnus den godes Saga Cap. 30. Ordulf kaldes her, som eller i vore Sagaer, Otto, og siges allerede at verre Hertug. Det heder at Otto og Saxlands Kejser (maaskee herved menes Ordulfs Fader Bernhard), enedes om at Ulfhild var et ønskeligt Parti for ham, og at Otto derfor begav sig til Norge for at bejle til hende i Keiserens Navn, at han kom til Viken, men ikke traf Magnus, kun hans Moder Alfhild, der udgav sin egen hæslige Datter, Magnus’s Syster, for Ulfhild; at Otto derfor ej vilde indlade sig paa noget Frieri, men vendte tilbage med uforrettet Sag; at Kejseren dog sendte ham atter op for at henvende sig til Magnus selv, og bejle til den foregivne Kongedatter i sit eget Navn, ej i Kejserens: at Otto nu traf Magnus fik den den virkelige Ulfhild at see, bejlede til hende i eget Navn, og fik hende, samt at Brylluppet stod i Norge. Siden ti Cap. 35) tales derom lidt-ledes Kejseren fik Ulfhild at see efter Giftermaalet og ærgrede sig over at han ej havde faaet hende. Her maa dog Mag. Adam meest staa til Troende, da Saga-Beretningen i det Hele taget har et usandsynligt Præg. Men det er dog nok muligt, at Ordulf foreløbigt har indfundet sig i Norge, maaskee i Kongehelle; han kan endog have været i Følge med Kongen og Ulfhild tilbage til Slesvig. Fulgte Ulfhild med Magnus til Slesvig, maa hun og have været med ham i Kongehelle.
↑ Mag. Adam, II. 75. At dette Mode maa have fundet Sted paa den her angivne Tid, sees deraf, at Mag. Adam nævner det umiddelbar for Venderkrigen, og dog saaledes, at Magnus i Mellemtiden har været hjemme i Norge, (Magnus a Normannia redicus Heidibam appulit).

[1] Det forholder sig neppe saaledes, som et Par Sagaer fortælle, at Jarlsnavnet først blev overdraget til Sven under dette korte Ophold i Jylland. Jarlsnavnet har Sven vistnok allerede faaet, da han hyldede Magnus, thi det betragtedes vel snarest som en Hæderstitel, der tilkom den Sprakaleggske Æt, og var neppe knyttet til hans Stilling i Jylland, som om dette indrettedes til et særskilt Jarledømme for ham.

[2] Dette Sagn meddeles i Magnus den godes Saga Cap. 30. Ordulf kaldes her, som eller i vore Sagaer, Otto, og siges allerede at verre Hertug. Det heder at Otto og Saxlands Kejser (maaskee herved menes Ordulfs Fader Bernhard), enedes om at Ulfhild var et ønskeligt Parti for ham, og at Otto derfor begav sig til Norge for at bejle til hende i Keiserens Navn, at han kom til Viken, men ikke traf Magnus, kun hans Moder Alfhild, der udgav sin egen hæslige Datter, Magnus’s Syster, for Ulfhild; at Otto derfor ej vilde indlade sig paa noget Frieri, men vendte tilbage med uforrettet Sag; at Kejseren dog sendte ham atter op for at henvende sig til Magnus selv, og bejle til den foregivne Kongedatter i sit eget Navn, ej i Kejserens: at Otto nu traf Magnus fik den den virkelige Ulfhild at see, bejlede til hende i eget Navn, og fik hende, samt at Brylluppet stod i Norge. Siden ti Cap. 35) tales derom lidt-ledes Kejseren fik Ulfhild at see efter Giftermaalet og ærgrede sig over at han ej havde faaet hende. Her maa dog Mag. Adam meest staa til Troende, da Saga-Beretningen i det Hele taget har et usandsynligt Præg. Men det er dog nok muligt, at Ordulf foreløbigt har indfundet sig i Norge, maaskee i Kongehelle; han kan endog have været i Følge med Kongen og Ulfhild tilbage til Slesvig. Fulgte Ulfhild med Magnus til Slesvig, maa hun og have været med ham i Kongehelle.

[3] Mag. Adam, II. 75. At dette Mode maa have fundet Sted paa den her angivne Tid, sees deraf, at Mag. Adam nævner det umiddelbar for Venderkrigen, og dog saaledes, at Magnus i Mellemtiden har været hjemme i Norge, (Magnus a Normannia redicus Heidibam appulit).

[1]

[2]

[3]