Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/341

Denne siden er korrekturlest
323
Haralds Tog til England.

sin Fraværelse betroede han sin ældste Søn Magnus, og lod ham tage til Konge af Thrønderne. Den anden, Olaf, tog han med, ligeledes Dronning Ellisiv, hvilken han, som vi allerede tidligere have viist[1], i den senere Tid atter havde begyndt at nærme sig, og som nys havde født ham Datteren Ingegerd, der nu, saavel som hendes voxne Syster Maria, ledsagede Moderen. Dronning Thora derimod blev tilbage[2]. I Kongens Følge var ogsaa en Biskop, uvist hvilken[3]. Førend Harald selv forlod Nidaros, og netop som han var færdig til at lægge ud af Halmen, udførte han først en Ceremoni, som allerede Magnus den gode skal have begyndt med, nemlig at klippe St. Olafs Haar og Negle. Magnus, siges det, gjorde dette een Gang hvert Aar, og forvarede selv Regelen til Skrinet[4]. Der nævnes intet om, hvor vidt Harald hidtil paa samme Maade var vedbleven dermed Aar efter Aar, eller om han nu gjorde det eengang for alle. Dette skulde man dog antage for det sandsynligste, da det tilføjes, at han efter at have tillukket Kisten igjen kastede Nøgelen i Vandet, efter Nogles Sigende i Nidelven, efter andres i Havet udenfor Agdenes[5]. Han tilkjendegav derved tydeligt nok sit Ønske, at Skrinet ikke oftere skulde aabnes eller Ceremonien gjentages — det skede heller ikke førend over 200 Aar senere[6] —; og Aarsagen maa have været den, at han ved at see Liget har overtydet sig om den Fare, Troen paa Olafs Helligdom vilde være underkastet, hvis nogen efterdags fik Adgang til at betragte det. Han styrede nu med de Skibe, der hørte til hans eget Følge, syd til Samlingsstedet ved Solund-Øerne, hvor det varede nogen Tid inden den hele Flaade kom sammen. Men saa mange og ypperlige Krigere Harald end havde, synes der dog ikke at have hersket nogen god Stemning i Hæren. Ikke at der viste sig nogen Uvilje mod Harald, men man nærede bange Anelser om at Toget vilde løbe uheldigt af, og disse Anelser aabenbarede sig noksom i alle de slemme Drømme og andre ulykkespaaende Forvarsler, som man fortalte hinanden ind-

    giver dette for 90 Skibe 10800; antages for hvert Ledingsskib 50 Mand, bliver deres Bemanding i Alt 7500, hvilket, lagt til hiint Tal, udgjør 18300; for Transportskibene kan man vel mindst regne henimod 2000.

  1. Se ovf. S. 181.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 85, Fagrskinna Cap. 202. Morkinskinna nævner, aabenbart kun ved en Skjødesløshedsfejl, Thora istedetfor Ellisiv.
  3. Chron. Saxonicum.
  4. Snorre Harald Haardraades Saga Cap. 25.
  5. Harald Haadraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 83, Fagrskinna Cap. 201.
  6. Nemlig, som det i Hrokkinskinna udtrykkeligt siges, i Kong Magnus Haakonssøns og Erkebiskop Jons Dage.