Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/342

Denne siden er korrekturlest
324
Harald Haardraade.

byrdes, og som ved at gaa fra Mund til Mund end mere maatte udbrede Misstemning og Ængstelse. Et Par af disse Drømme have Sagaerne opbevaret. Endog Kongen selv synes at have været smittet af den almindelige Forstemthed, thi ogsaa han skal have haft en Drøm, der ikke var mindre foruroligende end de øvrige, og som han maa have fortalt til sine Omgivelser, da Sagaerne ellers ikke vilde kunne have meddeelt den fuldstændigt. Dog, jo ængsteligere Stemningen var, desto mere maa man beundre Kongens faste Vilje, idet han desuagtet blev sin Bestemmelse tro, og hans Krigeres Pligtfølelse, der afholdt dem fra at unddrage sig et Tog, paa hvilket maaskee de fleste troede at gaa den visse Død imøde[1].

Harald kom neppe afsted fra Solunderne, førend i Begyndelsen af September[2]. Han sejlede med gunstig Vind over til Hjaltland, og efter et ganske kort Ophold her til Orknøerne, hvor allerede en Deel af hans Flaade var ankommen før ham. Her maatte Jarlerne Paal og Er-

  1. Drømmene fortælles saaledes i Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 114) og hos Snorre (Cap. 83—85): Da de laa i Solunderne, drømte en Mand, ved Navn Gyrd, paa Kongens Skib, at han stod paa Skibet, og saa en stor Troldkone staa oppe paa Øen med et Hugjern i den ene og et Trug i den anden Haand, medens der sad Ravne paa alle Skibsstavne; han syntes at hun kvad et Vers, hvori hun udtrykte sin Glæde over at Kongen drog i Krigen, og spaaede at Ravnene her vilde faa Steg nok fra Kongens Stavne. En anden Mand ved Navn Thord, der befandt sig paa et Skib nær ved Kongens eget, drømte at han saa Haralds Flaade nærme sig Englands Kyst, men at der oppe i Landet nærmede sig en stor slagfærdig Hær, med mange Bannere, i Spidsen for hvilken der red en stor Troldkone paa en Ulv, som spiste paa en Menneskekrop, saa at Blodet randt den ned om Kjæverne, og, saasnart han havde fortæret den, fik en ny af Troldkonen, og saa fremdeles. Troldkonen, forekom det ham, kvad et Vers af dette Indhold: „den frygtelige Jøtunbrud, som forudseer Kongens Fald i det forestaaende Slag, lader det røde Skjold skinne; hun kaster Menneskekjød i Uhyrets Gab; den rasende Kvinde farvet Ulvens Mund med Blod“. Harald selv drømte at han var i Nidaros, og at hans Broder St. Olaf kom til ham og kvad denne Vise: „Jeg, den navnkundige digre Konge, vandt saa mangen Sejr, mig til Hæder, jeg fik en hellig Død, fordi jeg sad hjemme; men hvad Ende det sidste Tog end vil faa, er jeg bange for, det vil bringe Døden: da mættes Troldets Heste (Ulvene), og Gud volder ikke saadant“. I Morkinskinna fol. 18. b. (og Flatøbogen) siges der tillige at da Kong Harald steg i sin Baad for at ro ud til Skibet, blev han saa tung, at Baaden neppe kunde bære ham. Her anføres ogsaa de samme Vers, som Snorres og Hrokkinskinna lade Gyrd og Thord høre i Drømme, men Morkinskinna lader dem kvædes i hele Hærens Paahør af en Kone, der kom ned fra Landet da Flaaden laa i en Havn ved den engelske Kyst. Ogsaa Haralds egen Drøm og Verset, som St. Olaf skulde have kvædet, omtales først efter Ankomsten til England. Om Haralds Sammentref med den saakaldte Liig-Lodin, se nedenfor.
  2. Han ankom nemlig til England omkring 10de September, se nedenfor.