raadede at vende om igjen til Skibene saa hurtigt som muligt; her havde man da Valget, om man med den hele Styrke og fuldstændig bevæbnet vilde binde an med Fjenden, eller om man heller vilde gaa ombord i Skibene, mod hvilket det engelske Rytteri intet kunde udrette. Dette Raad var meget klogt, og vilde sandsynligviis, om det var blevet fulgt, have givet Tingene en langt anden Vending, men af falsk Undseelse og Frygt for, at man kunde udlægge det som Tegn paa Modløshed, forkastede Harald det[1], og foretrak at sende tre raske Mend ned til Skibene paa de hurtigste Heste, der fandtes i Hæren, med den Befaling, at det efterladte Mandskab strax skulde bryde op og komme ham til Hjelp. Imidlertid haabede han at kunne beskjeftige Englænderne, indtil Undsætningen kom. „Som I vil Herre“, sagde Tostig; „jeg har ikke større Lyst til at flygte end enhver anden, men jeg maatte sige hvad jeg fandt raadeligst“.
Harald lod nu Fredrik Merkesmand rejse hans Banner, Landeydan, og opstillede sine Mænd i en lang, men ikke tyk, Fylking. Derpaa lod han Fløjene høje sig bagover, indtil de naaede sammen, saa at Hæren kom til at danne en stor Ring, med Skjold ved Skjold, saa vel foran det yderste Geled, som foran hvert af de indre. Paa denne Maade søgte Harald at dække sig mod Angreb af Fiendens Rytteri, omtrent saaledes som naar Fodfolket i vore Dage former Karree. Han forordnede, at det yderste Geled i Fylkingen skulde støtte Spydskaftene mod Jorden og rette Oddene mod Rytternes Bryst; de, som stode i næste Geled skulde derimod rette Spydoddene mod Hestene. Man skulde staa fast og tæt sluttet, passe paa at Ordenen ej blev brudt, holde Blikket ufravendt rettet mod Fienden og ikke flytte sig et Skridt frem. Indenfor Kredsen stillede han Bueskytterne; der forbeholdt han ogsaa sig selv og Tostig Plads med deres Følge, hver paa sin Kant. Imidlertid rykkede den engelske Konge nærmere med sin Hær, der bestod baade af Fodfolk og Ryttere, og skal have været dobbelt saa talrig som den norske. Førend Kong Harald Sigurdssøn indtog sin Plads, udenfor Kredsen, red han omkring Fylkingen for at mønstre sine Krigeres Rækker og see til, at Alt var i Orden. Han sad paa en sort bleset Hest, iført en blaa Vaabenkjortel. Medens han saaledes red omkring, havde han det Uheld at Hesten styrtede med ham, saa at han selv faldt forover, og ned til Jorden. For at berolige sine Omgivelser, der ellers kunde antage dette for et uheldigt Varsel, sagde han efter et gammelt Ordsprog; „Fald betyder Lykke paa Farten“[2].
