regne paa den mægtige Bernhards Hjelp mod deres fælles farlige Naboer Venderne. Fra dette Giftermaal nedstammer i lige Linje den senere saxiske og braunschweigske Fyrsteæt, hvis Medlemmer nu beklæde baade Englands, Hannovers og Braunschweigs Troner. Magnus fortsatte derpaa sin Rejse nordefter, kom til Throndhjem lidt for Juul, og tilbragte Vintren i Nidaros. Den nye Jarl blev vel modtagen af Almuen i Danmark, tog sig en Hird, og blev snart, som det heder, en stor Høvding[1].
Det lader til at Magnus har haft en saa ubetinget Tillid til Sven, at han ikke engang efterlod nogen paalidelig Ven hos ham for at iagttage hans Ferd og give ham Underretning om mistænkelige Bevægelser. Han har maaskee stolet paa de Høvdinger, han havde indsat i de øvrige Dele af Landet. Men ogsaa disse vare danske, havde vel tildeels været Kong Knuts
- ↑ Sammenhængen med Svens Udnævnelse til Jarl og Befalingsmand i Jylland fortælles noget forskjelligt i de gamle Sagaer. I Magnus den godes Saga Cap. 26, 27 heder det at Sven kom til ham i eller ved Kongehelle, vandt hans Venskab ved sine fagre Taler, og blev af Kongen først udnævnt til Jarl idet han fik hiin Kappe, og Einar udtalte de Ord, som ovenfor ere anførte. Dagen efter, heder det, lod Magnus ham sværge Troskabsed, beholdt ham hos sig en Stund, og ledsagede ham mod Sommerens Ende (det er ovf. anført at denne Saga lader Magnus tilbringe den første Vinter i Danmark) til Jylland, hvor han gjorde ham til Befalingsmand. Fagrskinna Cap. 138, 139, lader Sven først sværge Troskabsed ved Kongehelle, men ej blive udnævnt til Jarl, førend da Magnus, efter at være vendt tilbage til Danmark, ved Vintrens Begyndelse forlod Jylland, gav Sven Jarlsnavn og satte ham til at forsvare Landet. Snorre derimod, Cap. 23, 21, nævner intet om Magnus’s Tilbagerejse til Jylland, men lader Sven først hylde Kongen, derpaa udnævnes til Jarl og Befalingsmand i hele Danmark, og endelig sværge ham Troskabsed, alt ved Kongehelle. Den ovenfor givne Fremstilling synes at være den, der ved Sammenhold af de tre afvigende Beretninger bliver den rimeligste. At Hyldingen og Edsaflæggelsen skede øster ved Elven, at Sven gav gode Løfter og aflagde Ed paa et Relikvieskriin efter Magnus’s Forestaven, siges udtrykkeligt i et Vers af den samtidige Thjodolf Skald, der paa alle tre Steder anføres. Dette er af megen Vigtighed, thi det indeholder et paalideligt Vidnesbyrd om Hyldings-Akten, der hverken omtales af Saxo eller Mag. Adam: det kunde heller ikke passe med hele det øvrige Opspind, som Sven forebragte denne, at erkjende“ at nogen Hylding havde fundet Sted. — Det er ellers vistnok en Misforstaaelse af Snorre, naar han antager Sven at have været udnævnt til Befalingsmand over hele Danmark. Han havde vel maaskee Forleninger der, men hans egentlige Embede var at forsvare Jylland; han var et Sags Markgreve, og hans Stilling svarede til de første jydske Hertugers.
