Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/357

Denne siden er korrekturlest
339
Olaf Haraldssøn drager bort. Hertug Villjam i England.

to unge Sønner, Skule og Ketil Krok, hvilke han tog sig af som sine egne Frænder; Tostigs Hustru Judith var bleven tilbage i Flandern, og egtede siden Hertug Welf af Baiern[1]. Olaf sejlede først nedad Ouse og Humberen til Ravensere paa Holderness, og derfra nord til Orknø, hvor han fik den Efterretning at hans Halvsyster Maria var pludselig død samme Dag og Time, som hendes Fader var falden. Vintren tilbragte Olaf paa Orknøerne[2].

Imidlertid afgjordes Englands Skjebne i Syden. Kun efter store Anstrængelser var det lykkets Hertug Villjam at samle den store Hær, og foranstalte den Landgang paa den engelske Kyst, hvorom der nys er talt. Ikke for end i August var den hele Udrustning færdig i St. Valery ved Mundingen af Somme, men Modvind hindrede i fire Uger Flaadens Afsejling; de forsamlede Krigere begyndte at blive utaalmodige og deres Underholdning blev vanskelig, da Vinden endelig om Aftenen sør den 27 September blev gunstig, og den hele Flaade lettede Anker den følgende Morgen. Uden noget Uheld landede den, to Dage efter, i Sussex, deels ved Hastings, deels ved det ikke fuldt en norsk Miil derfra liggende Pevensey: her var det, hvor Villjam selv steg i Land. Da han ligesom Olaf den hellige ved sin Landstigning i Norge snublede, hilsedes han af en af de omstaaende Krigere omtrent med samme opmuntrede Ord som dem hvormed Olaf hilsedes af Rane: „nu holder du just England fast“[3]. Harald Godwinessøn havde draget alle de Tropper, han i Hast kunde samle, mod Norden, for at møde Nordmændene; den sydlige Kyst var saaledes forsvarsløs, og Nordmannernes Landgang foregik uden mindste Hinder[4].

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103, Fagrskinna Cap. 209. Arenpeck de Guelfis, Leibnitz Scr. rer. Brunsv. III. 661. Judith døde 4de Marts 1094, se Bernolds Chron. hos Pertz VII. 5. Hvor vidt Skule og Ketil Krok vare Judiths Sønner, er vanskeligt at sige. Tostig var allerede gift med hende i 1051, og maaskee før; og da Skule kaldes Kongefostre, er det tydeligt at han maa have været meget ung da han kom fra England. For Alderens Skyld kunde han saaledes godt være Judiths Søn. Og i saa Fald vare hans Efterkommere i Norge nær beslægtede med det welfiske Fyrstehuus i Tydskland.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 123, Snorre Cap. 103. I Sagaerne heder det,at det var et almindeligt Sagn, at Harald og Maria havde eet Liv.
  3. Om Enkelthederne ved Overfarten, se især Villjam af Poitiers og Roman de Rou, jvfr. Lappenbergs Geschichte Englands S. 514—546.
  4. Landstigningen maa, som det i Hearnes Udgave af Villjam af Malmsbury er viist i en Note til III. Cap. 249 (S. 412) have fundet Sted paa forskjellige Punkter af Kysten mellem Bexhill og Winchelsea. Hastings kaldes i Chron. Sax. Hästingas, Hästingaceaster, Hästingaport; dette sidste er i alle vore Sagaer fordrejet til Helsingjaport. — Saa vel Harald Haardraades Saga Cap. 120 som Snorre Cap. 99 har en Fortælling om, hvorledes Villjam,