Villjam forskandsede sig ved Hastings, og holdt sig stille her i en fjorten Dages Tid, medens hans Krigere, herjede Omegnen, skjønt, som det heder, mod hans udtrykkelige Befaling. Imidlertid var Harald Godwinessøn kommen til London, og havde ladet udgaa almindeligt Opbud, ifølge hvilket en heel Deel Krigere samlede sig til hans Banner, skjønt ikke saa mange, som han havde gjort Regning paa, deels fordi Tiden var knap, deels ogsaa fordi den Eed, han havde svoret Villjam, hos Mange vakte Betænkeligheder om Retmæssigheden af hans Sag. Saaledes holdt hans Svogere Mortere og Eadwine sig tilbage; hans egen Syster, Enkedronningen Eadgidhe, misbilligede Kampen, og hans Broder Gyrdh, der for øvrigt tappert stod ham bi, røbede ligeledes sin Ængstelse. Villjam lod Harald foreslaa en fredelig Overeenskomst, der paa det nærmeste svarede til deres forrige Aftale, nemlig at Harald skulde afstaa ham Kongetitlen og Herredømmet over England imod at han selv som Villjams Vasall skulde faa Northumberland og Gyrdh Godwines forrige Besiddelser i Westsex og Sussex; men Harald bortviste med Vrede dette Forslag, saavelsom de øvrige, Villjam derefter gjorde ham, nemlig at lade en Tvekamp mellem dem begge afgjøre, hvo der skulde bære Englands Konge, eller at lade Pave Alexander dømme mellem dem, eller endelig at lade Sagen komme an paa begge Folks egen Kjendelse, efter engelsk eller nordmannisk Ret. Iilsomt rykkede Harald imod Nordmannerne, især fremskyndet ved Efterretningerne om de Ødelæggelser, de anstillede, idet han deels mistede at hindre disse, deels haabede at kunne komme uforvarende over Villjam, naar en stor Deel af dennes Hær havde adspredt sig paa Strejftog. Han sendte derhos en Flaade af 700 Skibe — de fleste have dog vistnok kun været meget smaa — til Havnene ved Kanalen, for at afskære Villjam Tilbagetoget. Da han om Aftenen den 13de Oktober ankom til Højderne ovenfor Hastings[1], var virkelig en betydelig Deel af Nordmannernes Hær ude paa
- ↑ Ordrik nævner oftere „Senlac“ som det gamle Navn paa Stedet, hvor Slaget holdtes. Navnet er noget besynderligt, da det i sin Form mere stemmer med sydfranske, end med engelske Navne. Dog kunde man vel tænke sig det
den Dag da han red ned til sine Skibe for at tiltræde Toget, mødte sin Hustru, der sagte at faa ham fra denne Bestemmelse, men at han i Vrede stødte til hende med sin Hæl, saa at Sporen gik ind i Brystet paa hende og dræbte hende. Dette er aabenbart det samme Sagn, som meddeles i Chronicon Turonense (Bouquet XI. S. 348), men paa en ikke faldt faa urimelig Maade og i en anden Forbindelse, nemlig at da Villjam friede til Mathilde af Flandern, Balduins Datter, og Balduin selv ivrigt talte hans Sag, svarede hun haardnakket, at hun ingen Bastard vilde have til Mand, indtil Villjam selv red imod hende, da hiin vendte tilbage fra Kirken, og mishandlede hende saaledes med Nerver, Hæle og Sporer, at hun maatte bringes til Sængs; men da sagde hun ogsaa, at hun ingen anden Mand vilde have, end Villjam.
