hvilke Harald havde aflagt den Ed, som han nu vilde bryde. Da Harald saa Nordmannernes store Skarer udvikle sig over Sletten, skal han have følt nogen Ængstelse, især da han, skuffet ved et Brev fra Balduin af Flandern, ikke havde gjort Regning paa et saa stort Antal Fiender. Imidlertid tabte han dog ikke Fatningen, lige saa lidt som hans Mænd; paakaldende Gud og det hellige Kors væntede de roligt paa de alt nærmere og nærmere fremrykkende Nordmanners Rækker. I Spidsen for disse red Menestrellen eller Skalden Taillefer, der, idet han legede med tre Spyd og Haandsverd paa den samme kunstige Maade, som forhen Olaf Tryggvessøn, sang med høj og klar Skemme Kvadet om Roland, til sine Staldbrødres Opmuntring, og endelig, da han var kommen den engelske Skjoldborg nær nok, slyngede først et Spyd, siden et Sverd, med saadan Kraft og Sikkerhed mod Fienden, at hvert af dem fældte sin Mand; derefter styrtede han sig paa sin ypperligt tilredne Hest ind i Englændernes tætteste Rækker, og kjøbte sig med sin Død den Ære at have slaaet det første Slag. Hermed var Striden begyndt[1]. Anglerne forsvarede sig med en saadan Tapperhed, at det i Førstningen saa meget farligt ud for Nordmannerne; under Villjam selv bleve tre Heste dræbte, og man troede ham allerede falden, da han, frelst at Grev Eustath af Boulogne, atter fremstod, samlede sine Skarer til nyt Angreb, og, da Anglernes Skjoldborg ikke ved Magt kunde brydes, gav Befaling til en forstilt Flugt, hvorved Anglerne lode sig lokke ud af sin faste Stilling, og nu fra alle Sider bleve anfaldne af de nordmanniske Ryttere. Villjam opsøgte Harald, for personligt at kæmpe med ham, men traf ham ej; derimod vare tyve Nordmanner, der havde forenet sig om at erobre det engelske Banner, heldigere; de naaede frem til Banneret, hvor Harald stod med sine Brødre Gyrdh og Leofwine. Her opstod nu en fortvivlet Kamp. Kongen, hans Brødre og deres Følge forsvarede sig med Heltemod, men omsider maatte de bukke under, og da det angliske Kongebanner faldt i Sejrherrernes Hænder, var ogsaa Englands Kongedømme blevet et Bytte for Ragnvald Mørejarls lykkelige Ætling[2]. Thi vel kronedes Eadgar Ædheling i i London til Konge, og Staden selv gjorde Miner til at forsvare sig, men da Villjam nærmede sig med sin sejrrige Hær, tabte dens Forsvarere
- ↑ Taillefer omtales af Henrik af Huntingdon, af Gaimar (v. 5273 flg.), i Roman de Rou (v. 13149 flg.) og i Carmen de bello hastingensi; i dette sidste kaldes han „Incisor ferri“ d. e. „“Taille-fer“; dog er det et Spørgsmaal, om denne Oversættelse er rigtig, og om ikke Navnet oprindelig er en Fordrejelse af Þolleifr, Þorleifr, der nu oftere udtales Talleiv, se Ann. for nordisk Oldkyndighed og Historie 1851, S. 120.
- ↑ Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Slaget, se Lappenberg Geschichte Englands I. S, 549—556.
