enige om, at naar han var stedt i stor Samme og i Hast skulde frelse sig deraf, valgte altid han den Udvej, som siden viste sig at være den bedste. Om hans Statsklogskab og store Regent-Dygtighed kan der kun have været een Stemme. Han arbejdede med Kraft og Indsigt i den Retning, hans Halvbroder St. Olaf allerede havde antydet, og trods Nederlaget i England efterlod han Norge som en ved indre Sammenhold og ydre Magt formaaende og anseet Stat. Men hans Politik smagte dog altfor meget af den græske Hof-Luft, hvori han havde tilbragt sine bedste Ungdoms-Aar; hans Strenghed udartede ofte til Haardhed og Uskaansomhed, og han lagde ikke sjelden en smaalig Gridskhed efter Gods og Eiendomme for Dagen: alt sammen Fejl, der i høj Grad bidroge til at stille hans udmerkede Egenskaber i Skyggen, og som især synes at have paadraget ham en haard Dom af Udlændinger, der kun kjendte ham gjennem Rygtet og saaledes, som han bedømtes af den store Hob. Harald kunde, som vi af mange Beretninger see, være jevn i Omgang, elskværdig, underholdende, ædelmodig og gavmild: hans Kjærlighed til Digterkunsten og egen store Dygtighed deri viser, at han ved Siden af den politiske ogsaa havde en højere aandig Stræben, der, om han havde levet i vore Tider, vilde have ytret sig om en levende Iver for Kunst og Videnskabelighed. Men han var tillige heftig og opfarende, lunefuld og foranderlig, og derfor ikke let at omgaaes; med andre Ord: han havde, ved Siden af sine udmerkede Egenskaber mange af hvad man plejer at kalde en Tyrans Særkjender. Sagaerne udhæve særskilt hans Grumhed mod sine Uvenner og den Haardhed, hvormed han refsede Enhver, der gjorde ham imod[1].
Det Ord, Harald havde paa sig for Haardhed og Grusomhed, har foraarsaget, at man i senere Tider ogsaa paa ham har tillempet hiint gamle Folkesagn om en Konge, der paalagde en Mand, han hadede og forfulgte, flere farlige eller oprørende Sysler, f. Ex. at skyde et Æble eller en Nød af en Søns eller Broders Hoved, at foretage en halsbrækkende Skidløberfart m. m. Helten i det norske Sagn heder Heming, ligesom han i det danske heder „Toke“, og hos Schweitzerne „der Tell“. Heming siges i den islandske Fremstilling af Sagnet at have været en Søn af en mægtig Bonde paa Torge i Helgeland, ved Navn Aaslak, der lod ham opdrage hemmeligt, hvilket vakte Kongens Brede, da det, som han sagde, stred imod en af Kong Olaf given Lovbestemmelse. Han tvang derfor, siges der, Aaslak til at skaffe Sønnen frem, og paalagde denne først at skyde en Nød af sin Broders Hoved, siden at svømme omkap saa vel med en af hans Mænd som med ham selv; endelig at love paa Skid ned ad et højt Fjeld. Han slap heder det, godt fra alt sammen, men vilde dog
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 121, Snorre Cap. 104.
