Skibet, men de vilde ikke tilstede det. Da sagde jeg at de fik tage hvad der paafulgte, og gav Befaling til at angribe dem. Jeg havde fem Langskibe, og angreb deres Skib fra begge Sider; vi endte ikke, førend Skibet var aldeles ryddet. En af Islændingerne, ved Navn Einar, forsvarede sig saa kjekt, at jeg aldrig har seet hans Mage, og havde alle hans Kammerater været som han, vilde vi neppe have taget Skibet“. Kongen fandt det ilde gjort af Einar, saaledes at dræbe sagesløse Folk. Men Einar undskyldte sig med det vanskelige i sin Stilling, og oplyste derhos, at man virkelig fandt en Mængde Finnevarer i Skibet. Ved at høre denne Fortælling, kastede Halle Kniven paa Bordet, holdt op at spise, og sagde til Sigurd, der spurgte hvad der sejlede ham, at hiin tapre Islænding var hans Broder, og at han sørgede over hans Død, men vilde see til at faa Boder af Einar Finger. Sigurd fraraadte ham det, men forgjæves; han gik strax hen til Højsædet, og fremstillede sig for Einar som den faldne Islændings Broder. „Har du da ej hørt, at jeg aldrig bøder“, spurgte Einar. „Hørt det har jeg nok“, svarede Halle, „men jeg fandt mig ikke forpligtet til at tro alt det onde, man paasagde dig“. „Du idet mindste“, sagde Einar, „seer mig ikke ud til at kunne aftvinge mig Boder mere end andre; jeg vil desuden ikke føje dig, og derved vænne andre til at fordre det samme“. Halle meente at det ikke var saa farligt for een Gangs Skyld, men Einar vedblev sin Vægring, og bed Halle med Trusler at pakke sig. Halle gik, og Sigurd bad ham at afstaa fra sin dumdristige Fordring, tilbydende ham at ophæve Veddemaalet; men Halle vilde intet høre herom. Dagen efter fremsatte han sin Fordring paany, men med lige saa lidet Held. Ogsaa Kongen fraraadte ham at plage Einar oftere i den Anledning, da større Karle end han havde maattet taale Einars Overmod; dog bebrejdede han paa den anden Side Einar, fordi han svarede Halle saa haardt. Halle gav endnu ikke tabt. Den følgende Morgen kom han ind til Kongen, da han og Einar stode og vaskede sig. Kongen spurgte hvad han vilde. Halle sagde at han kom for at udbede sig Kongens Forklaring af en Drøm, han havde haft om Natten, nemlig at Einar Fluga var Haakon Jarl, og at han selv var Thorleif Jarlaskald[1], der havde digtet en Ndivise om ham, som han endnu om Morgenen, da han vaagnede, godt kunde erindre; han mumlede ogsaa, idet han gik tilbage, noget, der klang som et Vers, men som man ej tydeligt kunde høre. Da bad Harald Einar paa det indstændigste at opfylde Halles Begjæring. Han forestillede ham at Halle var en stor Skald og dertil hvas og uskaansom mod dem, han havde noget udestaaende med; det var, sagde han, tydeligt
- ↑ Om Thorleif Jarlaskald, se ovenfor I. 2. S. 250, Anm.
