hans Følge, at denne kastede længselsfulde Øjne til en smuk guldbeslagen Oxe med Sølvholk om Skaftet, som Kongen bar. Kongen saa det, og efter et Par Spørgsmaal, hvortil Halle som sædvanligt gav pudseerlige Svar, forærede han ham den. Om Aftenen maatte han høre mange Bebrejdelser derfor af Dronningen, som meente at et saa herligt Vaaben var altfor stor Belønning for Halles uhøviske Løjer. Kongen svarede at han selv vilde raade for sine Gaver, og at Halles Ord desuden kunde tages i to Betydninger, og ikke behøvede at tages i den værste. Som Beviis derpaa lod han Halle kalde til sig, og bad ham strax at digte noget tvetydigt om Dronningen, for at man kunde see, hvorledes hun fandt sig deri. Halle kom strax med et Halvvers, der vel paa en vis Maade kunde siges at indeholde Smiger for Dronningen, men som dog var saa rigeligt spekket med uanstændige Udtryk, at det ej er at undres over, at Dronningen blev opbragt, og hed at man skulde dræbe ham. Men Kongen forbød at at krumme et Haar paa hans Hoved, og spøgte over Dronningens Eenfoldighed, at hun ej kunde forstaa sin egen Roos. Halle blev siden Kongens Hirdmand, og vendte tilbage til Island, hvor han levede længe, og fortærede alle de Penge, han havde samlet sig udenlands, saa at han paa sin gamle Alder maatte ernære sig ved Fiskeri. Det fortælles om ham, at han en Aften, hjemkommen fra en meget anstrengende Fart, døde just som han sad ved Grødfadet og spiste sin Yndlingsret. Og Kong Harald, der paa een Gang fik Efterretningen om hans og Bolle den prudes — ligeledes hans Hirdmands Død, skal have sagt om denne: „for Spyd er den. Gjeve visselig falden“; men om Halle: „af Grød er Slughalsen visselig sprukken“[1].
Vi have allerede i det Foregaaende seet Exempler paa den Strenghed og Nøjeseenhed, hvormed Harald inddrev sine Indtægter: en Strenghed der maaskee var den væsentligste Aarsag til hans Upopularitet, og til det Tilnavn, hvormed han sædvanligt betegnedes. Man vilde jo endog vide, at han stundom udstrakte sine Fordringer videre, end Lov og Ret tillod. At Opsigten hver Finnehandelen og Finneskatten, en af Kronens væsentligste Indtægter, under hans Regjeringstid var skarp, og at han søgte at bringe saa meget ud deraf som muligt, er saaledes let at forstaa. Den Fremgangsmaade, som Einar Fluga anvendte mod hiin Islænding, stemmede derfor vistnok saavel med de Pligter, der i Almindelighed paalaa
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 101—104. Morkinskinna fol. 15. b. 16. Fuldstændigt i Flatøbogen; kun denne meddeler Slutningen, der savnes i de øvrige Bearbejdelser, endog i Morkinskinna. Da det udtrykkeligt siges at Halle efter sin Hjemkomst til Island levede længe, og hans Død dog indtraf i Haralds Regjeringstid, er det tydeligt at hans Ophold hos denne maa have indtruffet i hans tidligere Aar, maaske omkring 1053, i hvilket Aar Harald Godwinessøn efterfulgte sin Fader som Englands egentlige Regent.
