komme for langt bort, da han paa Tilbagevejen havde Vinden imod sig, sagde at det neppe behøvedes at bryde selve Bukken synderligt; Besætningen, sagde han, havde viist sig mere samvittighedsfuld, end han havde tænkt, og man maatte see til snarest muligt at vende tilbage. Da sagde en Mand, der sad paa Bulken, at han dog ogsaa først maatte eftersee hans Sæk. Einar kunde ikke undslaa sig derfor, Manden begyndte at løse paa Baandet om Sækken, men Knuden var overmaade seen at faa op og Baandet langt; Einar skyndte paa, men da Sækken endelig var aabnet, fandt man deri kun en anden Sæk, med hvis Aabning det gik endnu langsommere. Einars Utaalmodighed steg til det højeste, da der heller ikke i denne Sæk viste sig at være andet end en tredie Sæk, og da omsider ogsaa denne efter megen Tidsspilde var aabnet, og der ikke fandtes andet i den end usle og unyttige Pjalter, medens man imidlertid var kommen saa langt bort, at Sten neppe kunde øjnes i Horizonten, skyndte han sig over til sit eget Skib under Skjeldsord mod Manden, der saa længe havde holdt ham for Nar. Paa denne Maade var det lykkets Odd at undgaa nogen Ransagning af selve Bolken. Men Einar, hvis Mistanke paany var bleven vakt, sendte strax Bud derom til Kongen, der synes at have været i Nærheden, og maaskee just nu var ifærd med at foretage hiin store Opdagelsesrejse til Nordiishavet, hvorom der ovenfor er talt. Ogsaa Odd synes at have vidst, at Kongen ikke var langt borte, thi han sagde til sine Mænd, at om de end vare slupne vel fra Einar Fluga, kom det dog meest an paa at undgaa Kong Harald selv. Da Odd var kommen til Melø, standsede Vinden, saa at han maatte lægge ind; men der laa allerede Kong Harald med endeel Skibe. Da Harald saa det fremmede Skib, skjønnede han strax at det maatte være Odds, og sagde til sine Mænd, at dette traf sig yderst belejligt, da han saaledes selv kunde snakke et Par Ord med Odd, som saa skammeligt havde overlistet Einar. Han lod sig ufortøvet ro hen til Odds Skib med mange Mænd, gik ombord, og bebrejdede Odd, at han, der forhen havde nydt saa megen Hædersbeviisning af ham, nu lønnede ham saa slet ved at handle med Finnerne uden hans Samtykke. Odd sagde at han ej kunde gjøre for at Skibet var blevet fordrevet til Finmarken, og at han for sin Part ingen ulovlig Handel havde drevet. Kongen svarede at om han end ej selv havde befattet sig dermed, havde dog hans Mænd gjort det desmere, og at de lige fuldt alle tilhobe fortjente at hænges: han fordrede at ransage Skibet. Odd gjorde ingen Indvendinger; Skibet blev ransaget, men man fandt intet, og Kongen maatte vende tilbage med uforrettet Sag. I hans Følge var der en ung Mand ved Navn Thorstein, beslægtet med Thore Hunds Æt, og en god Ven af Odd. Han blev et Øjeblik tilbage paa Odds Skib, og spurgte ham, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig. Odd tilstod
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/375
Denne siden er korrekturlest
357
Strenghed med Hensyn til Finnehandelen.