blandt de ypperste Skalders Arbejder som klassiske Mønstere til Efterligning. Hvor strengt han bedømte endog sine egne Præstationer, have vi ovenfor seet, da han strax for Stanford-Slaget erklærede et Vers, han havde improviseret, daarligt, kun fordi det indeholdt en Dunkelhed[1]. Og hvor skarpt hans Øre var, derom vidner en liden, i Sagaerne opbevaret Fortælling om en Art af poetisk Veddekamp mellem Kongen, en Mand ved Navn. Thorgils, og Thjodolf Skald. Engang, berettes der, da Kongen sejlede med sin Flaade langs Kysten, kom han forbi en Mand, der sad i en Baad og fiskede. Kongen var i godt Lune og spurgte om han kunde digte. Øjeblikkelig kom han med et Vers, hvis første Halvdeel handlede om hans Fiskeri, hvorledes han fangede baade Hyser og Langer; den anden derimod om hans tidligere Krigsbedrifter, hvorledes han bar et guldomvundet Sverd, og farvede Spydet i Blod. Hiint — saaledes sluttede han den første Halvdeel — skede for kort Tid siden (var þat fyrir skömmu), dette — saa endte den anden Halvdeel — derimod for lang Tid siden (var har fyrir löngu). „Har du altsaa været hos Fyrster eller i Slag“, spurgte Kongen „Visselig“, svarede hiin, „men kvæd nu imod“. Da kvad Kongen et Vers, hvis Halvdele endte paa samme Maade; „det var for kort Tid Men„ kvad han, at hans tapre Hirdmænd hug løs paa Danerne, men derimod for lang Tid liden, at han langt fra Fædrelandet kæmpede i Serkland“. Derpaa bed han Thjodolf at kvæde. Denne kvad et Vers omtrent af samme Indhold, fremdeles med de samme Slutningsord for hver Halvdeel; men det Ord, der i Slutningslinjen af første Halvvers skulde rime sig paa Stavelsen skömm, var Ordet gröm, med enkelt m. Dette saarede Kongens kræsne Øre, saa at han udbrød: „Nej hør den berømte Skald, som ikke kan skaffe ordentlige Riim; han siger gröm, skömm, medens derimod et Ord som hrömm vilde have været fuldt Riim; dette skilte du dig ikke saa godt fra som meget andet“. Thjodolf blev vred, og sagde at han vilde see paa, hvem der kunde digte bedre. Kongen bad Fiskeren at kvæde; denne gjorde Vanskeligheder ved at kvæde efter at Kongen og Thjodolf havde givet Prøver paa deres Dygtighed. Men Kongen gav ham en Guldring, og vedblev sin Bøn. Da kvad han et Vers, atter med de samme Slutningsord; den første Halvdeel om Gaven, som Kongen for et Øjeblik siden havde skjenket vant, den anden om Kongens tidligere Bedrifter mod Blaamændene. Men denne Gang var han ikke heldigere end Thjodolf i Valget af Riim. Kongen bemerkede dog intet derved, men bad Thjodolf digte imod. Denne vægrede sig. „Vel digter du godt“, sagde Kongen, „men du taaler heller ikke at høre
- ↑ Nemlig fordi Ordet „mína“ i Originalen, se Harald Haardraades Saga Cap. 118, snarere kan henhøre til „hjálmar“ end til det underforstaaede „brynju“.
