mindste Dadel over dine Frembringelser“. Kongen kvad nu selv et Vers efter det forrige Mønster, i hvis anden Halvdeel han, merkeligt nok, omtalte en Sejlads, han for lang Tid siden skulde have foretaget søndenfor England. Da han ingensinde havde været med paa noget saadant Tog — det maatte da i alle Fald have været, førend han var femten Aar gammel, og forbigaaet af Sagaskriverne —, skulde man fristes til at tro, at „England“ her kun ved en Erindringsfejl af dem, der senere fremsagde Verset, eller ved en Læsefejl, er kommet i Stedet for „Engelsnes“ d. e. Cap. St. Angelo eller Malea, det sydøstlige Forbjerg paa Peloponnes, søndenfor hvilket han oftere sejlede; især da alle de øvrige Vers, der ved denne Lejlighed improviseredes, paa det første nær, i anden Halvdeel handle om Kongens Bedrifter i Levanten. Baadmanden kvad til Gjengjeld et Vers, hvor han berømmede deels Kongens sidste Tog mod Venderne[1], deels hans tidligere Heltegjerninger i Serkland. „Dette“, sagde Kongen, „har de bedste Udgange af alle dine Vers; er du i Mangel eller mislige Omstændigheder, saa kom til os; jeg skal da give dig hvad du behøver“. „Nej“, svarede Baadmanden, „med mig har det ingen Nød: jeg gjorde dette kun for Moro Skyld. Mit Navn er Thorgils; jeg var med din Broder, Kong Olaf, i Slaget paa Stiklestad“. Med disse Ord kastede han Fiskerkoften af sig, og viste sig da at være en Mand af særdeles krigersk Udseende. Han gik i Kongens Tjeneste, og forblev siden hos ham[2].
Haralds store Aands-Evner, udbredte Erfaring og, i det mindste for den Tid, sjeldne Kundskaber fandt ogsaa almindelig Anerkjendelse, og hvor forhadt han end paa enkelte Steder kunde være som Konge, var der dog kun een Stemme om hans aandelige Fortrin. Endog den bremiske Magister Adam, der for øvrigt bedømmer ham saa haardt, og sætter ham i Klasse med de værste Tyranner, taler dog med stor Agtelse om hans tidligere Krigsbedrifter og betydelige Erfaring[3]. Hans Undersaatter spurgte ham endog, som det lader, til Raads i farlige Sygdomstilfælde. I det mindste have Sagaerne opbevaret os een Beretning om en Helbredelse, Kongen skal have tilvejebragt. Beretningen er vistnok heel mistænkelig, men den torde dog kunne betragtes som et Vidnesbyrd om de store Forestillinger, Samtiden og den nærmeste Eftertid nærede om Haralds Indsigter[4]. Overhoved lære vi heraf, saavel som af alle andre Træk, der
- ↑ Harald kaldes her „Vendernes Ødelægger“; dette Vers bekræfter saaledes det oven anførte Udsagn af Mag. Adam, at Harald herjede Vendland.
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 108. Morkinskinna, fol. 17 a.
- ↑ Han kalder ham saaledes, hvor han taler om hans Nordiishavs-Expedition (IV. 38), experientissmus Nordmannorum princeps.
- ↑ Fortællingen staar at læse i Harald Haardraades Saga Cap. 97, 98, Mor-
