Grav i Galicien i det nordvestlige Spanien, eller, som Stedet efter ham er kaldet, Santjago de Compostella[1]. Vi have allerede i det foregaaende seet flere Exempler paa slige Pilegrimsrejser, saa vel fra Norge, som fra Island, og det endog strax efter Christendommens Indførelse, f. Ex. Floses og Kaares, Einar Thambarskelves, Sighvat Skalds. Naar allerede saa mange af de fornemste Mænd i Norden nævnes blandt Pilegrimenes Tal, kan man være forvisset om, at deres Antal blandt de lavere Klasser maa have været meget stort. Dette viser sig ogsaa idet mindste for Danernes Vedkommende deraf, at allerede Kong Knut paa sin Rejse, som vi have seet, traf Foranstaltninger til Sikkerhed og Fred for alle de af hans Undersaatter, der droge gjennem Alpepassene til Italien, og at han oprettede Hospitier for dem[2]. Nøde nu end Nordmændene, efter Opløsningen af Forbindelsen mellem Danmark og Norge, ikke i Almindelighed godt af disse Foranstaltninger[3], saa undlode de dog vist ikke derfor, lige fuldt at foretage hyppige Pilegrimsrejser, isærdeleshed da saadanne meget ofte paalagdes som Pønitens for gejstlige Forseelser, og kun de Rigere vare istand til at kjøbe sig Aflad derfra, medens derimod Rejsen netop foretoges af de Fattigste. Paa den hele Rejse skulde man desuden undvære alle Bekvemmeligheder, og vandre frem barfodet, i en simpel, om Ydmyghed vidnende Dragt; det var heller ikke nogen Skam at betle, naar man rejste i et saa rosværdigt Øjemed, og især kunde man fordre Fode og Pleje i de Klostre og øvrige gejstlige Stiftelser, man kom forbi; ja paa de meest befarede Pilegrimsveje havde Klostrene endog, for at deres Rolighed ej skulde forstyrres ved altfor hyppige Besøg, oprettet Herbergesteder eller Hospitier til syge eller afkræftede Pilegrimes Optagelse og Pleje.
- ↑ See herom især Werlauffs indholdsrige Afhandling „om de gamle Nordboers Bekjendtskab ved den pyrenæiske Halvø“, i Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1836. S. 18—62. Galicien kaldtes af vore Forfædre efter St. Jago Jakobsland og Hyppigheden af Reiserne derhen, idetmindste fra Danmark, sees deraf at de Muslingskaller, hvoraf Pilegrimene betjente sig til at drikke og som de havde befæstede paa deres brede Kraver, i den danske heraldiske Terminologi kaldes „Ibskaller“ d. e. Jakobs-Skaller. Om den danske Høvding, der efter et Krigstog til Galicien (maaskee i Følge med Robert den Friser, senere Greve i Flandern) kaldtes Galize-Ulf, er forhen talt.
- ↑ Det vil vel her kun sige, at han til de allerede bestaaende Hospitier (se nedenfor) legerede Pengesummer for at de særskilt skulde sørge for danske Pilegrime.
- ↑ Der gjordes dog vel i Udlandet ikke synderlig Forskjel mellem dem, der hørte til den saakaldte „danske Tunge“. Audun Islænding var, som vi have seet, i Følge med Pilegrime fra Danmark, men han stod rigtignok under Kong Soens særskilte Beskyttelse.
