Man indretter Rejsen saaledes, at man enten fra Aalborg eller Betidsyssel i Danmark paa een Dag sejler over til det norske Landskab Viken, og derfra styrer til venstre langs Norges Kyster; faa kommer man paa den femte Dag til Throndhjem; eller man kan og tage en anden Vej til Lands fra Skaane af, men da den gaar langsomt gjennem Fjeldegne, og da den derhos er fuld af Farer, pleje de Rejsende ikke saa meget at vælge den“[1].
Virkningen af den tiltagende Forbindelse med de sydlige, mere forfinede, Nationer kunde dog endnu ikke i nogen betydelig Grad gjøre sig gjeldende paa Haralds Tid; han overholdt desuden selv, uagtet han saa længe havde været udenlands, strengt de gamle Skikke og Sædvaner. Det var først under hans Søn Olaf, at nogen merkelig og gjennemgribende Forandring indtraadte, som vi i det følgende ville see. Den samme gammeldags Simpelhed, som fandt Sted ved Hoffet, herskede derfor vistnok ogsaa rundt omkring i Landet hos de mægtige Godsbesiddere; og de Træk, der ere os levnede af Livet paa deres. Gaarde, vise os stedse Billedet af Overflødighed og storartet Gjestfrihed, men alt sammen endnu paa Fædrenes simple Viis, uden nogen større Bekvemmeligheder eller Forfinelse, enten i Skikke eller i de ydre Omgivelser. Endnu havde man i Stuer og Haller den blotte Jord til Gulv, bestrøet med Halm; endnu brandt Ildene langs Gulvet mellem begge Bænkerader, og Nogen søgte sin Udvej gjennem de samme Aabninger, der vare bestemte til at skaffe Lys, nemlig Ljoren øverst i Toget og Gluggerne langs Brynaasene. Pragt tilvejebragtes deels ved de Vaaben, hvormed Hallerne prydedes, deels ved de Udskæringer, der vare anbragte paa Bjelkerne, deels ved de Tapeter, der ved festlige Lejligheder ophængtes saa vel som ved de Fade og Drikkekar, der anvendtes paa Bordene. Mjød og Øl var den sædvanlige Drik, der fra det større Kar (Skapker eller Øse-Karret) ved den ene Ende af Stuen, fyldtes i Drikkehorn og Bægere. Det eneste, hvori man tidligt synes at have holdt Skridt med Udlandet, var Klædedragten, thi denne var blandt de højeste Klasser i Norge neppe forskjellig fra den, der brugtes i England og Tydskland. Paa smukke Klæder og Vaaben satte man særdeles Priis; men hvad man især søgte at indrette stadseligt og hvor man ogsaa havde meest Anledning til at vise Pragt, var Skibene med alt deres Tilbehør. Ogsaa i denne Henseende kunde man med Lethed rette sig efter Udlandets Skikke, dog synes Nordmændene selv her at have bragt det meget vidt; fornemmelig roses meget de stribede haalogalandske Sejl. Høvdingernes Gavmildhed var overordentlig, især mod deres bortdragende Gjester, og maa have gjort Gjestebudene langt bekosteligere, end vi nu godt kunne forestille os. Et mer-
- ↑ Mag. Adam IV. 32.
