er opbevaret os[1], og som ganske bærer Sandhedens Præg. En rig islandsk Handelsmand, Thorvard Kraakeneb, kom en Sommer med sit Skib til Nidaros, gik op til Kongen, og tilbød ham som Gave et Sejl, han havde ombord paa Skibet; men Kongen var i slet Lune, og vilde ikke engang see Sejlet, end sige modtage det, foregivende, at et, han tidligere havde faaet af en Islænding, var saa daarligt at det gik itu under Sejladsen, saa at han nær var kommen til Skade. Da spurgte Thorvard Kongens Svoger Lendermanden Eystein Otte, om han vilde modtage Sejlet, og bad ham komme ombord og tage det i Øjesyn. Eystein fulgte med, erklærede at han aldrig havde seet bedre Sejl, takkede ham for Gaven, og bad ham besøge ham hjemme paa Giske til Vintren og see hvorledes han der havde det. Thorvald kom imidlertid ikke, hvad enten han nu undsaa sig, eller ej havde Tid; da Vaaren kom, gjorde han sit Skib rejsefærdigt, og sejlede sydefter, langs Kysten. Men da han kom til Solskel paa Nordmøre[2], fik han ugunstig Vind, saa at han maatte lægge bi i flere Dage. En Dag kom en smuk fuldt bemandet Skude roende hen til dem; en Mand i rød Skarlagens Kjortel, der sad ved Roret, spurgte om Thorvard Kraakeneb var ombord; Manden var Eystein Orre, der nu selv var dragen afsted for at opsøge Thorvard, om hvis Afrejse han rimeligviis havde faaet Nys. Han bebrejdede Thorvard, at han ikke var kommen til ham om Vintren, og lod ham nu ikke slippe, førend han fulgte med i Skuden tilligemed saa mange af hans Folk, som han selv vilde. Da de kom til Giske, fandt de et prægtigt Gjestebud beredt i den store og herlige Gaard. Man sad længe om Aftenen og drak. Næste Morgen tidligt vilde Thorvard afsted, men Eystein sagde at det endnu ikke tegnede sig til Bør, og vilde ikke høre om nogen Bortrejse den Dag: man skulde kun overlade ham at passe paa Vejret. Thorvard maatte blive, og Dagen tilbragtes i Lystighed. Ud paa Dagen lod Eystein bringe frem en ny guldbesat Skarlagenskjortel og bad Thorvard modtage den, ikke som Belønning for Sejlet, men som Vennegave, fordi han paa Eysteins Bøn havde forladt sit Skib, skjønt han laa paa Rejsen. Den følgende Dag var der heller ingen Bør, og Thorvard maatte blive: Gjestebudet vedblev, og det gik endnu mægtigere til end før. Nei kom Eystein frem med en Gave, der, som han sagde, skulde være til Gjengjeld for Sejlet: det var en yp-
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 100.
- ↑ Saaledes Sagaen. Det skulde ellers synes, som om Solskel paa Nordmøre, i 12 norske Miles lige Afstand fra Giske, de Krumninger, Søvejen mellem Sundene gjør nødvendige, ikke medregnede, laa for langt borte til at Eystein skulde have opsøgt Thorvard der, og at Stedet derfor er urigtigt nævnt i Stedet for et andet nærmere.
