logaland, og Olaf den østre, eller Viken[1]. Denne Foranstaltning var aabenbart en Afvigelse og et Tilbageskridt fra det Eenheds-Princip, som Kong Harald havde opstillet, og det er saaledes ej usandsynligt, at Lendermændene og de øvrige Stormænd kunne have haft sin Haand med deri, for derved selv at vinde saa meget mere Magt og Indflydelse. Men muligt ogsaa at Delingen alene grundede sig paa den Odels-Ret, som begge Brødre i lige høj Grad ansaaes at have til Riget, og som senere bevirkede flere lignende Delinger.
Brødrene tiltraadte Regjeringen under lidet gunstige Omstændigheder. Kjernen af den norske Hærstyrke og Landets Aristokrati var falden ved Stanford; den største Deel af Flaaden var tabt, og Landets Hjelpekilder maa for en stor Deel have været udtømte. Kong Sven i Danmark, der, som Saxo siger, først efter Haralds Død følte sig ret fast paa Tronen, troede nu at Tiden var kommen til at tage Hevn og Erstatning for alt, hvad Danmark under den foregaaende langvarige Krig havde maatte døje af Nordmændene. Den i Aaret 1064 mellem Rigerne sluttede Fred gjaldt, som det udtrykkeligt var betinget, ikke længer end medens begge Konger samtidigt vare i Live. Efter Haralds Død kunde Sven saaledes med fuld Ret, uden at gjøre sig skyldig i noget Edsbrud, opsige Freden, og af denne Ret undlod han heller ikke at benytte sig. Han erklærede Freden udløben og lød et almindeligt Opbud udgaa i sit Rige for at bekrige Norge. Ogsaa i Norge maatte man derfor foretage betydelige Udrustninger. Begge Konger opbøde fuld Almenning, hver i sin Deel, og det var maaskee under disse Omstændigheder et Held for Viken, der var meest udsat for Angreb fra Danmark, at det i Olaf havde sin egen virksomme og dygtige Befalingsmand. Det er endog ikke saa usandsynligt, at denne Betragtning før en stor Deel har gjort sig gjeldende ved den nys omtalte Deling af Riget, især da man næsten maa formode, at Magnus allerede nu havde begyndt at lide af den Sygelighed, der faa Aar efter lagde ham i Graven[2]. Saa vidt man af den samtidige Stein Her-
- ↑ I Magnus og Olafs Saga Cap. 10l, Snorre Cap. 106, staar der kun, hvor Delingen omtales, den nordre og den østre Deel. Men at ogsaa Oplandene hørte til Magnus-’s Deel, sees af Magnus Barfods Saga Cap. i, hvor det udtrykkeligt heder, at medens Olafs Søn Magnus toges til Konge i Viken, blev Magnus’s Søn Haakon tagen til Konge i Oplandene og Throndhjem, og fik „den Deel af Landet, hans Fader havde haft“; det sees ogsaa deraf, at Haakon opfostredes hos Steigar-Thore i Gudbrandsdalen.
- ↑ Morkinskinna og efter den Fagrskinna Cap. 216 nævner, merkeligt nok kun Olaf, ikke Magnus, hvor der handles om Udrustningerne. I det Vers af Stein Herdisessøn, der citeres i alle Sagaer, og hvor der især handles om Udrustningerne, er derlige-ledes kun Tale om Olaf (saasom han kaldes „Englændernes Fiende“), uagtet det dog siden heder at begge Konger vare ude i Leding. Daa maa det vel merkes, at Stein digtede dette Kvad (Olafsdraapa)
