des Medbejlerindes Søn herskede, end at Thora, Olafs kjødelige Moder, og dertil beslægtet med de mægtigste Familier i Landet, nu netop, da hendens Søn var kommen paa Tronen, skulde drage bort og egte en i alt hvad der angik Giftermaal højst ustadig og upaalidelig Konge, som desuden bragte hende en Mængde allerede voxne, og mod hende selv neppe synderligt velvilligt stemte Stifbørn.
Da Olaf alene nævnes ved alle disse Forhandlinger, maa man, som nys antydet, formode at Magnus allerede var angreben af sin Helsot, der i Sagaerne kaldtes Ræv-Orm[1], maaskee en ondartet Hudsygdom, der gjorde ham aldeles uskikket til at befatte sig med Hærfører- og Regjerings-Sysler. Han maatte i længere Tid holde Sængen, og døde i Nidaros den 28de April 1069[2]. I sin korte Regjeringstid havde han været meget afholdt. Han efterlod en Søn Haakon, der fødtes enten strax før, eller strax efter hans Død, og først opfødtes hos den mægtige Lendermand Sveinke Steinarssøn i Ranrike, hvor han synes at være kommen til Verden; siden kom han til Thore paa Steig i Gudbrandsdalen, der opfostrede ham indtil han blev voxen, hvorfor han sædvanligviis kaldtes Haakon Thoresfostre[3]. Uagtet Haakon strengt taget maatte være at betragte,
- ↑ Saaledes Magnus og Olafs Saga Cap. 1; Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106;Morkinskinna fol. 19 d; Fagrskinna Cap. 206. Thormod Torvessøn i sin Historia Norvegiae III. 384, kalder Sygdommen „ignis sacri species quæ crysipelas Græcis appellatur“. Imidlertid kunde det vel ogsaa hænde, at der under hiint Navn forstaaes et indvortes Ormetilfælde, som f. Ex. Bendel-Orm.
- ↑ Magnus’s Dødsaar fremgaar af Magnus og Olafs Saga Cap. 1. Snorre,Harald Haardraades Saga Cap. 106, hvor det heder at Magnus herskede ene den første Vinter efter Faderens Fald, (altsaa Vintren 1066—67), og derpaa sammen med Olaf i to Vintre (1067—68 og 1068—69). Morkinskinna og Fagrskinna angive ikke nøjagtigt Tiden, naar Magnus døde. De sige kun at Olaf og Magnus en Stund herskede tilsammen, indtil Magnus fik sin Banesot, og døde efter at han en Tidlang havde været syg. Ogsaa af den Omstændighed, at Mag. Adam, hvis Skildring af de norske Forhold nærmest synes at vedkomme Aaret 1068, ikke omtaler Magnus’s Død, synes man at maatte slutte, at han endnu levede da. Ogsaa de islandske Annaler henføre hans Død til 1069. Dødsdagen, den 28de April, angives i det islandske Nekrologium, som er aftrykt, først i Finn Jonssøns Kirkehistorie, 1ste Deel, S. 595 flgg., og siden i Langebeks Scriptt. rer. Dan. II. S. 502, flgg. At det er Kong Magnus Haraldssøn, som her menes, skjønnes deraf at Norges øvrige Konger af Navnet Magnus døde paa andre Dage.
- ↑ At Haakon, aller tidligst, var fød i 1069 sees deraf, at han ved sin Død i Februar 1095 siges at have været vel 25 Aar gammel, altsaa i sit 26de. I Hrokkinskinna (Magnus Barfods Saga Cap. 9) og Snorre Cap. 8 siges det at Sveinke Steinarssøn fostrede Haakon indtil Thore tog ved ham. Morkinskinna og Fagrskinna nævne ikke noget om denne Opfostring hos Sveinke; men Beretningen er dog vistnok aldeles rigtig: vi vide nemlig af det fore-
