og, som man af det følgende seer, virkelig betragtedes som Arving til Magnus’s Deel af Riget, kunde der dog, saalænge han var mindreaarig, ej være Tale om at tage ham til Konge, og Olaf blev saaledes Landets Enehersker. Han vedblev endog at være det, efter at Haakon var bleven voxen, uden at denne eller hans Frænder, som det synes, gjorde det ringeste Forsøg paa at faa nogen Deling tilvejebragt. Aarsagen var visselig den, at man følte sig saa vel under Olafs lange, fredelige og milde Regjering, at Alle havde vundet ham kjær, og at en Forandring i de bestaaende Forhold alene kunne betragtes som en Ulykke for Landet.
Uagtet Kong Olaf tidligt havde været med i Vaabenferd, og i den sidste Fejde, trods sin Ungdom, viist en fast, krigersk Holdning lige over for Kong Sven, der afskrækkede denne fra at drive de begyndte Fiendtligheder videre, stod
gaaende, at Magnus i Anlednig af Krigen maa have opholdt sig i Viken, medens Krigen og Underhandlingerne med Danmark stode paa; i den samme Tid maa hans Bekjendtskab med Haakons Moder falde, hvis hun skulde kunne føde denne til Verden i den første Halvdeel af 1069; hun maa altsaa — det lader nemlig ej til at Magnus var gift, eller, om han var gift, havde taget sin Dronning med — have hørt hjemme i Omegnen af Kongehelle, netop hvor Sveinke havde sit Sæde. Og der er hun vel forbleven, og har født Haakon, hvilken Sveinke, den mægtigste Mand i Nærheden, har taget sig af indtil han kunde bringes til Steigar-Thore, hvem Magnus sandsynligviis paa sin Dødssæng har overdraget Opfostringen, som hjemmehørende i hans, og derfor og paa en vis Maade i Haakons, Deel af Riget. Da saaledes Opfostringen hos Sveinke kun var midlertidig, kan man godt forstaa, hvorfor Morkinskinna ej nævner noget om den. I Udgaven af Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106, er det urigtige Tillæg indkommet, hvor Steigar-Thore nævnes, at han var Kong Magnus den godes sammødre Broder. Dette var en langt anden Thore, og han tilbragte sine sidste Dage i Danmark, se ovenfor S. 166. Hvad Magnus Haraldssøn angaar,maa det forresten merkes, at han, maaskee paa Grund af hans Regjerings Kortvarighed, ikke af sine Efterfølgere af samme Navn regnedes med, eller fik noget Nummer som Magnus den 2den. Man finder nemlig, at Kong Magnus Haakonssøn (1263—1280) i egentlige Aktstykker baade kaldte sig selv og blev kaldet Magnus den 4de. Da nu Magnus Erlingssøn var Norges første kronede Konge, og derfor nødvendigviis maa have været regnet som Magnus den 3die, medens Magnus den gode upaatvivlelig har været opført som Magnus den 1ste, bliver der med Hensyn til Magnus den 2dens Plads Spørgsmaal om disse tre: Magnus Haraldssøn, Magnus Barfod, og Magnus blinde; strengt taget kunde man regne endnu en fjerde, Magnus, Harald Gilles Søn, der dog kun levede kort og var vanfør. Af disse Magnusser var Magnus Barfod saa meget berømtere end de øvrige, at Magnus den 2den ej kan være nogen anden end han. Magnus blinde er maaskee udeladt, fordi de efterfølgende Konger af Harald Gilles Dynasti ej vilde erkjende ham.
