sendte ogsaa — man maa antage ved samme Lejlighed — Foræringer til Erkebiskop Adalbert, og fik ham overtalt til at optræde som Fredsmegler[1]. Herved lod Sven sig forlede til at forsømme den belejlige Tid, derpaa fulgte Fejden med Norge, og det var ikke førend i Aaret 1069, at han, sikret fra denne Kant og ophidset af de ved Nordmannernes Voldsomhed fordrevne Angler, paany, og for Alvor, kunde skride til Udrustninger mod Villjam. Endda kunde et Angreb fra Danmark være blevet denne farligt nok, hvis det havde været ordentligt ledet, og Anførerne havde været paalidelige. Thi en stor Deel af England, fornemmelig den nordlige, var i stadig Oprørstilstand, trods alle Villjams energiske Forholdsregler og tilsyneladende Lykke i sine krigerske Foretagender. Medens han tilbragte Størstedelen af Aaret 1067 i Nordmandie, gjorde den mægtige Stad Smør Opstand, fornemmelig opegget dertil af Kong Haralds gamle Moder Gyda, som endnu var i Live og opholdt sig der. Villjam maatte ved Vintertid i Hast vende tilbage, for med en sterk Hær at ile mod Exeter. Efter flere Dages Belejring tvang han Staden til Overgivelse, og Gyda flygtede med mange Høvdinger, først til en Klippe-Ø i Bristolfjorden, siden til St. Omer i Flandern, hvor han endte sine Dage[2]. Imidlertid havde Jarlerne Morkere, Eadwine og de northumberlandske Høvdinger forbundet sig med Kong Haralds Sønner, der havde fundet et Tilflugtssted hos Kong Diarmid af Leinster paa Irland, og med Kongen af Nord-Wales, om at forjage Nordmannerne. De tvende førstnævnte tabte vel Modet ved Villjams personlige Nærmelse, og underkastede sig; Haralds Sønner søgte forgjæves at komme i Besiddelse af Bristol, og vendte tilbage til Irland efter alene at have herjet Devonshire og Cornwall[3]; i Northumberland, hvorhen Eadgar Ædheling havde taget sin Tilflugt, blev York erobret, og Stadens Lydighed, som Villjam troede, sikret ved Opførelsen af to Kasteller; Lincoln og flere andre Byer erobredes og sikredes paa samme Maade og Eadgar flygtede med sin Moder og sine tvende Systre til Kong Mælkolm i Skotland, medens Landskabets Høvdinger deels fulgte hans Exempel, deels søgte til fjernere Lande, navnlig Danmark, deels faldt til Fode. Men ikke desto mindre opblussede Opstanden paany allerede i Begyndelsen af det følgende Aar (1069). Staden Durham blev stormet af en northumbrisk Befrielseshær, og saa godt som hele den nordmanniske Besætning nedsablet (28 Januar), medens Eadgar Ædheling og flere northumbriske Høvdinger kom med en Hær fra Skotland og satte sig i Besiddelse af York, hvis Indbyggere aabnede sine Porte for dem. Villjam maatte i Hast ile derhen, og tvang vel Eadgar og hans Mænd til at trække sig tilbage fra York,
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/406
Denne siden er korrekturlest
388
Olaf Haraldssøn (Kyrre).
