som haardt maatte bøde for sit Frafald, men han kunde dog ikke fordrive dem fra Northumberland. Da han var borte, nærmede de sig Staden paany, og skjønt de atter bleve slagne af Villjams Statholder, den krigserfarne Villjam Fit, Osbern, holdt de sig dog fremdeles der i Egnen, oppebiende den danske Flaade, som nu hver Dag kunde væntes[1]. Denne udeblev heller ikke, men den kom ikke saa tidligt, som man havde gjort Regning paa. Den bestod af ikke færre end 240 Skibe, under Anførsel af Svens to ældste Sønner, Harald og Knut, hans 20 Aar tidligere fra England forjagne Broder Aasbjørn, Thorkil Jarl, sandsynligviis en Sønnesøn af Thorkil høje, og Biskop Christian af Aaros, Odinkar den yngres Søn. Sven skal ifølge den nordmannisk-engelske Forfatter Ordriks Vidnesbyrd have opbudt alle sit Riges Kræfter til denne Udrustning; han skal have faaet Hjelpetropper fra Polen, Frisland, Saxland og Sverige, ja endog fra Norge[2], dog neppe fra Kong Olaf
- ↑ Chron. Sax. Simeon af Durham, Florents af Worcester, ved Aarene 1067, 1068. De nærmere Omstændigheder ved alle disse Fejder findes fuldstændigst og tydeligst beskrevne i Lappenbergs Gesch. Englands, II. S. 30—87.
- ↑ Ordriks Ord (Duchêne S. 513) ere her yderst merkelige. Efter fejlagtigt at have udgivet Sven for en Søn af Hardeknut, siger han: „Denne (Sven) var saare mægtig; han sammensamlede alle sit Riges Kræfter, hvorved han fra Nabo-Egnene og sine Venner tilvejebragte betydelige Hjelpekorps. Han understøttedes af Polenia, Frisia og Saxonia. Ogsaa Leutecia sendte Hjelpeskarer for engelske Penge. I det Land (Leutecia) var der en meget talrig Nation, som endnu i Hedendommens Vildfarelse ikke kjendte den sande Gud, men dyrkede Odin (Guodeuen), Thor (Thur) og Frey (Frea) tilligemed andre falske Guder, eller rettere Djævle. Folket var kyndigt i Kamp baade til Lands og Vands; og Sven havde ofte overvundet det tilligemed dets Konge, og underkastet sig det. Stolt af faa mange Sejrvindinger vilde Sven fremdeles skaffe sig Magt og Mine„ og udrustede derfor den store Flaade mod Villjam. — At „Leutecia“ her ikke, som man ved første Øjeblik skulde antage, betegner de vendiske Liutitfers eller Liutikers Land, synes allerede at følge deraf, at Sven ikke havde underkastet sig Liutitserne lige saa lidet som dette vendiske Folk tilbad Odin, Thor og Frey. Det er derimod tydeligt, at Ordrik ved „Leutecia“ har tænkt paa Staden Ljodhuus, Ljudhuus (i tydsk Form Liut-hus) i Vestergautland, og forvexlet Stadens Navn med Landskabets, hvilket saa meget lettere kunde skee, som Ljodhuus var den eneste Havn i Gautland der stod i Forbindelse med Vesterhavet, og fra hvilken sikkert alle de Skibe, der bragte Sven Hjelpetropper fra Sverige, ere udløbne. Der omtales vistnok heller ikke ellers i Historien, at Sven har behersket enten Sverige eller Gautland, men vist er det dog, at han baade havde Besiddelser og mange Forbindelser der, saa at han altid maatte have kunnet skaffe sig, og vist har skaffet sig, Hjelpetropper derfra; navnlig maa man her erindre Haakon Ivarssøn, der baade var dansk og gautsk Jarl, og, for faa vidt han endnu levede, hvad der (se nedenfor Side 394) er højst sandsynligt, rimeligviis deeltog i Toget, og da havde vaade svenske og danske Krigere med sig. Derhos er det heel sandsynligt, at Sven ikke har været ledig Tilskuer ved Urolighederne i Sverige,
