og i egen Person at iagttage Forholdene, og for at kunne være rede til, strax at benytte den første den bedste Lejlighed som tilbød sig for ham til atter at træde frem. Den hemmelige Forbindelse, hvori han uden al Tvivl stod med Venderne, maatte ogsaa gjøre det dobbelt vigtigt før ham, at holde sig saa nær Krigsskuepladsen som muligt. Men om end saaledes de her omtalte Vikingeskibe tilhørte Sven, eller han var iblandt dem, var det dog ikke en nødvendig Følge heraf, at Magnus, eller Nordmændene i hans Hær, vidste nogen Besked derom. Tvertimod laa det endog i Svens Interesse, at lade Magnus saa meget som muligt være uvidende om hiins Nærværelse og Bevægelser.
Efter denne Sejr styrede Magnus til Slesvig eller Heidaby, hvor hans Nærværelse var i højeste Maade nødvendig. En uhyre vendisk Hær var brudt ind over den ved Svens Forræderi blottede Grændse, og under Brand og Herjen trængt op i Sønderjylland, hvor den allerede truede Ribe[1]. Det gjaldt derfor at indhente den saa snart som muligt, for
- ↑ Se herom ovenfor S. 21, jvfr. Mag. Adam, II. 75. Det staar her: „usque ad Ripam vastandam progressi sunt“; hvilket maaskee kan oversættes: „trængte heelt op til Ribe for at herje den“; men ogsaa maaskee alene skal betyde, „vare trængte frem i den Hensigt at gaa lige til Ribe og herje den“. Det er derfor just ikke afgjort, at Venderne virkelig vare komne saa langt op som til Ribe. At de dog vare komne et Stykke op i Landet, sees af hvad Mag. Adam nævner strax nedenfor, nemlig „at Magnus modtog de fra Danmark udgaaende Hedninger paa Sletterne ved Heidaby“. Denne hans Beretning, som han selv maatte kunne have fra første Haand, forekommer os at maatte være sikrere, og synes i det hele taget troværdigere, end den halv legendariske, som Sagaerne meddele, og fornemmelig, som det lader, efter enkelte i Slaget deeltagende Islændingers Fortællinger, der, gaaende fra Mund til Mund, lettere kunde forfalske-s, især naar Legender ogsaa skulde indblandes. Ifølge Sagaernes Beretning skulde Magnus have mødt Venderne saaledes, at disse kom søndenfra, han selv nordenfra. Men dette maa ganske bestemt være en Fejltagelse eller Misforstaaelse af de norske eller islandske Sagnfortællere. Endog Beskrivelsen over Slaget selv viser at dette begyndte i Nærheden af Slesvig, og at Forfølgelsen strakte sig nordefter, henimod Skodborg Aa; og man seer tillige af Maaden, hvorpaa Sagaernes Text omtale den sid-ste, at Meddelerne ingenlunde have været paa det rene med de geografiske Forhold. Mag. Adams Fortælling om Ratibor, hans Sønner og Vendernes Hevntog er for nøjagtig og speciel til at ej i det mindste nogen Sandhed skulde ligge til Grund derfor. Svens Forræderi og Magnus’s Fraværelse forklarer noksom, hvorledes Venderne kunde bryde ind over Danevirke; og naar Magnus først befandt sig i Farvandene mellem den vendiske Kyst og de danske Der, maatte det være langt belejligere og rimeligere for ham, at styre med Flaaden til Heidaby, Jyllands og maaskee hele Danmarks daværende Hovedstad og første Handelsstad, end at drage langt nordefter i Jylland. Desuden er det vanskeligt at forstaa, hvorledes Ordulf og Saxerne kunde verre komne til Magnus, hvis Vendernes uhyre Herr, der vistnok var i Stand til at beherske alle Passe tvers over Halvøen paa dennes smaleste Deel, i det Slesvigske, var imellem ham og Kongen. Venderne maa saaledes nødvendigviis have været nordenfor.
