Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/413

Denne siden er korrekturlest
395
Engelsk Gesandtskab til Olaf.

Gyda[1]. Hvor der videre blev af dem, nævnes ikke; maaskee de senere ledsagede Gyda til Rusland, da hun egtede Vladimir, den russiske Storfyrst Isjaslavs Brodersøn og senere Efterfølger.

Hvilken Stilling Kong Olaf i Norge indtog lige overfor alle disse Begivenheder, som Nordmændene under deres hyppige Forbindelse med England vistnok fulgte med den meest spendte Opmærksomhed, siges ingensteds. Men da vore egne Sagaer med Bestemthed udhæve Olafs fredelige Politik, og da heller ikke mere end en eneste af de engelsk-nordmanniske Forfattere omtale Nordmænd som Deeltagere i Toget til England 1069, hvilken Ytring, som ovenfor nævnt, maaskee alene grunder sig paa en Fejltagelse, eller sigter til at enkelte norske Frivillige have været med: bor man antage, at Olaf iagttog en streng Neutralitet, og at han ikke har ladet sig paavirke af de Opfordringer, hans Svigerfader Sven upaatvivleligt har ladet udgaa til ham om at tage Deel i Kampen. Vi erfare ogsaa, at Villjam lod sig det være magtpaaliggende ved et eget Gesandtskab at vinde Olafs Venskab, eller idetmindste at sikre sig hans Neutralitet. Disse Gesandter afsendtes med et norskt Handelsskib, som afgik fra Grimsby ved Humberen, det siges ikke udtrykkeligt naar, men synes at have maattet være omkring 1069. Paa det samme Skib befandt sig en af Gislerne for Landskabet Lindsey, der havde fundet Lejlighed til at flygte fra det ved Lincoln nys opførte Kastel, hvori han opbevaredes, og var bleven venligt modtagen af Skibsfolkene, der skjulte ham, indtil de vare afsejlede: han hed Thorgaut, og var en Gejstlig af fornem Herkomst. Da Gesandterne siden fik ham at see, paastode de at Skibet strax skulde vende tilbage, og han overleveres til sine Vogtere; men Mandskabet bred sig ikke herom, truede Gesandterne til Taushed, og førte Thorgaut lykkeligt over til Norge, hvor Kongen, selv oprigtigt og ivrigt religiøs, blev meget glad ved at erfare en anseet engelsk Gejstligs Ankomst, tog ham til sin Hird, og overvældede ham med Gaver og Æresbeviisninger[2]. Herover have vel Villjams Gesandter neppe været synderligt tilfreds, men det behøvede dog ikke at udlægges som Tegn paa fiendtligt Sindelag mod Villjam, og Øjemedet med deres Sendelse, der ej kan have været andet end at stemme Olaf til Fred, maa de lige fuldt have opnaaet. Det er ikke usandsynligt, at dette Gesandtskab var staaet i Forbindelse med Udleveringen af Harald Haardraades Liig. Vore Sagaer fortælle derom, at Olaf sendte

  1. Saxo, S. 556.
  2. Simeon af Durham, S. 306. Navnet Thorgaut (Turgot) viser at han var af nordisk Herkomst og saaledes desto nyttigere for Olaf. Da der fortælles at Thorgaut flygtede fra Kastellet i Lincoln, og Villjam først lod dette opføre i 1068, kan Thorgauts Flugt og Gesandtskabet følgelig ikke have fundet Sted førend efter dette Aar.