dige bleve ligeledes deels henrettede, deels lemlæstede, deels landsforviste, og det uagtet Knut derved paadrog sig et uforsonligt og farligt Had af Egils mægtige Frænder i Jylland[1].
Knut, der var krigersk og foretagelseslysten, og som ved sine heldige Tog i Austerveg, ved sin kraftige Regjering og sin Iver for Religionsvæsenet, havde erhvervet stor Anseelse, modtog imidlertid gjentagne Opfordringer fra de, om end ydmygede, dog endnu langtfra med Nordmannernes Herredømme forsonede Anglo-Daner om at komme dem til Hjelp[2]. Tiden dertil syntes ej at være ubelejlig. Villjam havde i de senere Aar været mindre heldig i sine Foretagender end tidligere. Et Tog til Bretagne, han gjorde for at forfølge og straffe Robert af Herefords Medsammensvorne, Radulf af Østangel, mislykkedes, da Greven af Bretagne, understøttet af Villjams egen Lensherre, Kong Philip af Frankrige, kom Radulf til Hjelp[3]. Han laa i Uvenskab med sin egen Søn, den urolige Robert, der nu, efter at være bleven voxen, fordrede Nordmandie og Maine, og sandt Understøttelse, saavel hos Kongen af Frankrige som hos sin Morbroder, Grev Robert af Flandern, der havde erhvervet dette Fyrstendømme efter at have fældet sin Brodersøn Arnulf, den retmæssige Arving til Fyrstendømmet, i et blodigt Slag. Endelig kom Villjam i Uenighed med sin egen Broder, Biskop Odd af Bayeux, som han havde udnævnt til Jarl i Kent og Statholder i England under sin Fraværelse i Nordmandie: da den ærgjerrige Odd endog stod færdig til at gjøre et Tog til Italien, for at sikre sig Paveværdigheden efter Gregor den 7de, lod Villjam ham kaste i Fængsel i Rouen og bemægtigede sig hans store Skatte, uden at ændse Pavens Forestillinger desangaaende[4]. Den skotske Konge Mælkolm, gjorde, uanseet sin Lenseed, et nyt ødelæggende Indfald i Northumberland[5], og over dette ulykkelige Landskab gik der, strax efter, en ny Straffedom, da Biskopen af Durham, Walther, der tillige efter Valthjofs Død havde været forlenet med Jarldømmet, var bleven dræbt af en rasende Folkehob, som beskyldte ham for Deelagtighed i Mordet paa en af Valthjofs Frænder[6]. Thi Villjam lod det allerede saa haardt plagede Landskab nu
- ↑ Knytlingasaga, Cap. 33—40.
- ↑ Ælnodh, Knut den helliges Levnetsbeskrivelse, hos Langebek, Scr. r. D. III. S. 347.
- ↑ Florents af Worcester ved 1075. Chron. Sax. ved 1076. Simeon af Durham, Twysden S. 209.
- ↑ Ordrik, hos Duchêne, S. 570. Chron. Sax. ved 1079.
- ↑ Florents af Worcester, ved 1079.
- ↑ Florents af Worcester, ved 1082.
