atter herje ved Ild og Sverd[1]. Under disse Omstændigheder var det naturligt, at de ulykkelige Northumbrer, ved at erfare at Knut, der allerede to Gange havde været paa Krigstog i England, nu havde besteget Danmarks Trone og indlagt sig stor Krigshæder, haabede i ham at see en Frelser, og derfor især henvendte sig til ham med Bøn om at komme dem til Hjelp, paa samme Tid, som Villjam paa alle Kanter var omringet af Fiender, og derfor, som man maatte formode, lettere at bekæmpe. Og den ærgjerrige Knut, hvis Hu stedse stod til at opnaa sin store Navnes Magt og Berømmelse, og som desuden brandt af Længsel efter at aftvætte den Skam, som de tvende sidste uheldige Tog til England, hvor han selv var med, havde bragt over de danske Vaaben, laante villigt Øre til disse Opfordringer[2]. Hertil kom ogsaa, at han var gift med en Datter af Villjams afsagte Fiende, Grev Robert af Flandern. Villjam synes allerede temmelig snart efter Knuts Tronbestigelse og Urolighederne i Northumberland at have væntet et nyt Angreb fra Danmark; thi blandt de Beskyldninger, han gjorde sin Broder Odd, da han lod ham fængsle (1080), var ogsaa den, at han vilde fore Krigere ud af Landet paa en Tid, da de burde være tilstede for at beskytte det mod Daner, Irer og andre Fiender[3]. Alvorlige Udrustninger gjorde dog Knut ikke førend i Aaret 1084. Da anmodede han sin Svoger, Kong Olaf, om at møde ham ved Kongehelle, og da Olaf indfandt sig til bestemt Tid, aabenbarede han ham strax sin Hensigt, at gjøre et Tog til England for at gjenerhverve det Rige, hans Forfædre tidligere havde besiddet. Han bad om Olafs Understøttelse dertil, og skal endog have tilbudt sig at overlade ham Hoved-Anførselen, om han ønskede det. Olaf erkjendte, at Knuts Fordringer vare vel begrundede, og at det ej var usandsynligt at et saadant Foretagende kunde vorde kronet med Held, men han vægrede sig paa det bestemteste for at deeltage personligt deri, end sige at paatage sig Overanførselen. „Da min Fader Harald“, sagde han, „tiltraadte sit Tog, hed det overalt i Landet, at drabeligere Hær ingensinde var udrustet fra Norge, og saa ypperlige Krigere, som vi dengang havde, vil man nu neppe kunne tilvejebringe; end større Forskjel er der mellem Anførerne, nemlig
- ↑ Florents af Worcester, ved 1080. Villjam af Malmsbury III. 271. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 210, 211.
- ↑ Knuts Anseelse og Forhold til England skildres saaledes hos Villjam af Malmsbury, III. 258: „Den eneste, der kunde sætte hans (Villjams) Overmod Skranker, var Danekongen Knut, der baade ved sit Svogerskab med Grev Robert og ved sin egen Magt nød en umaadelig Anseelse; blandt Folkene gik det Rygte at han vilde angribe England, der tilforn ham som Arv efter Gamle-Knut“. Jvfr. Cap. 262.
- ↑ Ordrik, hos Duchêne, S. 647.
