faling, som dog kun faa efterkom[1]. Endelig lod Villjam heller ikke denne Gang det Middel uforsøgt, som han tidligere med saa meget Held havde anvendt, nemlig Bestikkelse. Villjams Penge, heder det i en gammel Krønike, fik Overhaand i Knuts Raadgiveres Punge[2]. Imidlertid rustede saavel Knut som Olaf sig paa det ivrigste, og til bestemt Tid den følgende Vaar samlede begge Flaader, baade den danske og den norske, sig i Limfjorden. Skibenes Antal angives til over tusende, og dette er neppe urigtigt, da Knut havde opbudt Leding over hele sit Rige, hvilket efter de gjeldende Bestemmelser kunde stille 940 Skibe[3]; hertil kom nu saavel Kongens egne Skibe og Lensskibene, som den norske Hjelpeflaade. Samtidigt skal Grev Robert af Flandern have udrustet en Flaade af 600 Skibe, for at forene sig med ham. Men hvad enten nu Villjams Bestikkelser virkede, eller Knut havde erfaret de store Forberedelser, Villjam havde gjort til hans Modtagelse, og derfor ikke vilde tiltræde Toget, førend han endnu mere havde forstærket sin Hær, eller han, som det og angives, først maatte sikre sig mod et befrygtet Angreb af Venderne[4]; eller endelig — hvad der er sandsynligst — at alle disse Aarsager tilsammen have bestemt ham: vist er det, at han nølede i Heidaby, raadslaaende med sine Mænd, uden at begive sig til Hæren, som ved at ligge i saa lang Tid paa eet Sted begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler, og gav sin Misfornøjelse herover Luft i lydelig Knurren. Denne Misfornøjelse oppustedes, som man maa formode, og som i det mindste Knut selv synes at have troet, af de Høvdinger, der havde modtaget Stikpenge af Villjam. Knut mistænkte især sin egen Halvbroder, Olaf, paa hvilken han var saa opbragt, at han, da denne indfandt sig hos ham, som han foregav paa de øvrige Høvdingers Vegne, for at bede ham gjøre Alvor af at begynde Toget, lod ham gribe og fore til sin Svigerfader Grev Robert af Flandern, med Anmodning om, indtil videre at holde ham i haardt Fangenskab; hvilket ogsaa skede. Tilsidst besluttede de danske Krigere eenstemmigt at drage hver til sit, overladende det til Kongen at hjelpe sig uden dem, som han bedst kunde. Forgjæves søgte Nordmændene at tale dem til Rette. Danerne raabte at Nordmændene gjerne for dem maatte blive liggende i dette Sultehul, saa længe de havde Lyst; selv vilde de drage hjem saa fort de kunde[5]. Da de som Ledingsfolk strengt
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/420
Denne siden er korrekturlest
402
Olaf Haraldssøn (Kyrre).
