Om Ingebjørg Jarlemoder da var død, eller han havde forskudt hende, nævnes ingensteds; det synes imidlertid, som om han fremdeles maa have haft fælles Interesse med hendes Sønner. For øvrigt nævnes der ingensteds om, at Olaf gjorde sin Lensrettighed over Orknøerne gjeldende. Der siges kun, at han formedelst sit Slægtskab med Jarlerne var deres synderlig gode Ven[1], men man kunde lettelig fristes til at formode, at disse benyttede sig af den mislige Stilling, hvori Olaf efter Nederlaget ved Stanford befandt sig, til at bringe ham til at erkjende deres Uafhængighed, eller i det mindste til ikke med Strenghed at fordre nogen Lenshylding af dem; thi vi ville i det følgende erfare, hvorledes Olafs Søn Magnus senere behandlede dem ikke stort bedre end Oprørere eller Frafaldne[2]. De herskede en lang Tid i Enighed, og, som det synes, i Fred, men uden nogen synderlig Kraft eller Anseelse. Det lader slet ikke til, at de i mindste Maade deeltoge i de Uroligheder, som i denne Tid fandt Sted paa Man og Syder-Øerne, og som havde disses Løsrivelse fra Orknøerne til Følge. Hiin Gudrød, Søn af Harald Svarte, der, som ovenfor nævnt[3], ved Stanford kæmpede med i Harald Haardraades Rækker, og, lykkeligt undkommen fra dette Nederlag, havde fundet en venlig Modtagelse hos den daværende Konge paa Man, Gudrød Sigtryggssøn, tilrev sig nemlig ej alene efter dennes Død Herredømmet over den sidst nævnte Ø, men ogsaa, som det synes, over alle Øerne, tilligemed en Deel af Irland, og optraadte som en vældig og frygtet Erobrer i disse Egne. Beretningen derom, til hvilken man dog neppe i alle dens Enkeltheder kan sætte Lid, da den synes at være meget blandet med svævende Folkesagn, lyder i Korthed saaledes[4]: „Da Gudrød Sigtryggssøn var død, blev hans Søn Fingal Konge efter ham[5], men Gudrød Crovan samlede en stor Flaade, kom til Man, og holdt et Slag med Indbyggerne, hvori han dog blev overvunden og dreven paa Flugten. Et nyt Angreb løb lige saa uheldigt af. Endelig forsøgte han sin Lykke tredie Gang, famlede en talrig Flaade, landede ved Ramsaa Havn, og lagde 300 Mand i Baghold oppe i de skovbevoxne
- ↑ Orkneyinga-Saga, S. 94.
- ↑ Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Saga.
- ↑ Se ovenfor S. 325.
- ↑ Den manske Krønike, i Langebeks Scr. rer. Dan. III. S. 213—215. Johnstones Udgave S. 7—9.
- ↑ Dette henføres i den manske Krønike til det samme Aar, under hvilken ogsaa en anden Notits er optagen, øjensynligt fra, eller efter den samme Kilde som en Beretning i den melrosiske Krønike for 1070, om hvorledes Mælkolm, Skotlands Konge, herjede Northumberland indtil Cleveland, og egtede Margrete. I den manske Krønike angives Aaret til 1051; men det er vel at merke, at fra 1040 til 1098 angives i denne de fleste Begivenheder til omtrent 19 eller 20 Aar for tidligt.
