faa at han mistede Alt, og med Nød og neppe reddede Livet; han blev venligt modtagen af Erkebiskop Walcher af York (den samme, som siden efter myrdedes 1080), og paa hans Anbefaling optagen som Munk i St. Mariæ-Kloster i Durham, hvor han siden blev Prioren Aldwines Efterfølger, og forestod Prioratet i 20 Aar (1086—1106), indtil han omsider udnævntes til Biskop i St. Andrews i Skotland, hvorfra han dog senere vendte tilbage og døde i Durham 1115[1]. Simeon, der selv var Munk i Durham, og som i det mindste ved een Lejlighed udtrykkeligt nævnes tilsammen med Thorgaut[2], kan saaledes neppe have erfaret dennes Fata af andre end ham selv; ja der gives endog dem, som antage, at Thorgaut er den egentlige Forfatter af et andet Verk, der tillægges Simeon, nemlig den durhamske Kirkes Historie, og at Simeon kun har været hans Afskriver[3].
At Olaf, med en faa oprigtig Religiøsitet og Interesse for de kirkelige Anliggender, maatte betragte den Opposition, hvori hans Fader havde stillet sig mod den af Paven selv til Overhoved for de nordiske Kirker beskikkede Erkebiskop i Bremen, og derved middelbart mod Paven selv, som særdeles brødefuld, og at han har anseet det som en Samvittighedssag, ved desto ivrigere Tilslutning til Hovedkirken at gjøre godt igjen, hvad hans Fader havde forbrudt, kunde man antage for afgjort, om vi end ikke fandt tydelige Spor dertil. Allerede for den fromme Edward Confesfor, hvis Minde i Norge agtedes højt, var det en Hjertesorg, at den engelske Kirke ej vilde slutte sig faa nøje til Hovedkirken, som han ønskede det og troede det nødvendigt til sno Undersaatters Salighed[4]. Forbindelsen med den engelske Kirke holdt ogsaa den norske Selvstændighedsfølelse oppe; men denne Støtte faldt ved Villjam Erobrerens og Landfranks Kirkereform, og den norske Kirke, anviist alene til den Modstandskraft, som den selv kunde udvikle, maatte rives med af den almindelige Strøm henimod det Maal, hvortil ogsaa Kongens Ønsker stundede. Det første Tegn til, at Olafs Anskuelser om de kirkelige Forhold vare forskjellige fra hans Faders, aabenbarer sig deri, at den forhen omtalte Biskop Bernhard den Saxer, der havde svoret Erkebiskop Adalbert Troskabs-Ed, og, falden i Harald Haardraades Unaade, havde maattet tage sin Tilflugt til Island, nu, kort efter at Olaf var bleven Enekonge, vendte tilbage igjen til Norge
- ↑ Simeon af Durham, hos Twysden, S. 206, 207. Thorgauts Udnævnelse til Biskop af St. Andrews nævnes i Chron. de Mailros ved 1106.
- ↑ Nemlig i 1104, da St. Cudhberhts Levninger bleve undersøgte, se Reginaldi monachi Dunelmensis libellus de admirandis St. Cudhberti virtutibus.
- ↑ Se Twysdens Fortale til hans Samling af engelske Annalister.
- ↑ Se ovenfor S. 169.
