Kriger i Magnus’s Hær. Hertil kom, at disse Daner ikke vare synderligt at lide paa, thi mange af dem vare vistnok hemmelige Tilhængere af Sven, hvilken, efter hvad der ovenfor er viist, synes at have været tilstede i Vendernes Hær, ja maaskee endog førte Befalingen. Under disse Omstændigheder var det neppe raadeligt for Magnus at forfølge Hedningerne, og med sin Haandfuld Folk møde dem i aaben Mark. Den fornuftigste Plan, som han og fulgte, var at oppebie dem i Nærheden af Heidaby, hvor han kunde stolte sig til Staden og dens Forskandsninger, og i denne fastere Stilling afskære dem Tilbagetoget. Dette vilde kunne bringe Venderne, trods deres store Overmagt, i den yderste Fare, og for at forebygge det, maatte de jo før jo heller skynde sig mod Magnus, førend denne havde tilendebragt sine Forberedelser. De ilede derfor med deres hele Styrke mod Magnus, der lejrede sig paa Lyrskovs-Hede nordenfor Slesvig. Her fik han en velkommen Undsætning af sin Svoger, Ordulf af Saxen, der, rimeligviis paa hans Opfordring, var dragen ham til Hjelp, og indfandt sig hos ham med en Deel Folk. Dette var dog langt fra at udjevne den store Folkemon, Fienden havde fremfor ham, og de danske Krigere knurrede, idet de sagde at Kongen alene vilde bringe dem i Ulykke. Heller ikke Nordmændene vare vel tilmode: de fandt det haardt, at de skulde vove Livet for Danerne, og forsvare deres Land, uagtet disse ved deres Frafald havde gjort sig saa lidet fortjente dertil. Der herskede saaledes i Magnus’s Hær en forknyt Stemning og Modløshed, som voldte ham megen Bekymring. Thi han selv var fast besluttet paa, ikke at ville fly for Hedningerne, saa længe kun nogle vilde følge ham; han var, sagde han Konge i Danmark lige saa vel som i Norge, og vilde derfor ogsaa forsvare det lige saavelsom dette, om det end var mod en christen Hær, end sige mod Hedninger. De fleste af hans Omgivelser fraraadte ham at indlade sig i Kamp med Overmagten. Men Ordulf, der sandsynligviis kjendte bedre til Venderne og deres Maade at kæmpe paa end de øvrige, opmuntrede ham til at vove en Dyst. Den forsigtige Einar Thambarskelve bad Magnus, før han indlod sig i Slag, i al Stilhed at udforske Danernes
pen, der mindst maa have medtaget et Par Dage, strakte sig lige fra Slesvig til Skodborg-Aa; eller at Venderne, slagne ved Lyrskov, spredte sig over Heden og flygtede ad den Vej, de vare komne, i det Magnus og hans Mænd satte efter dem; at de endnu holdt Stand ved Skodborg-Aa, men der lede et nyt Nederlag. Den større Kongesaga fortjener her langt mere Tiltro, eller er i det mindste en langt mere uforfalsket Gjengivelse af Traditionen, end Snorres Beretning, der øjensynlig viser sig, ligesom meget andet af hvad han fortæller om Magnus’s Bedrifter i Danmark, at være Resultatet af hans egen, ikke altid heldige,Kritik. Man seer saaledes af hans eget Citat i Cap. 29, at han har benyttet Mag. Adams Verk, hvilket han kalder Brimabók (Bremerbogen); Mangel paa geografisk Kundskab har i Cap. 27 bragt ham til at lade Magnus lejre sig „ved Skodborg-Aa paa Lyrskovshede“; og i Cap. 29 til at lade Venderne drage „søndenfra over Aaen“ (ɔ: Skodborg-Aa) mod Magnus’s Hær.
