udviklede en Iver for de kirkelige Anliggender, der langt overtraf den, hans Fader Sven havde lagt for Dagen. Knuts Anseelse og Indflydelse strakte sig langt udenfor hans Fædreland, og til fjernere Egne end Norge. Det vilde imidlertid neppe have været til synderlig Baade for Norge og dets nationale Udvikling, om den engere kirkelige Forbindelse, hvori det nu var traadt med Hovedkirken, havde bragt det i en blivende Afhængighed af den nedersaxiske Erkestol. Men heldigviis skikkede Begivenhederne sig saaledes, at Baandet med Bremen løsnedes paa samme Tid som det knyttedes fastere til Pavestolen selv, og at Norge saavel som Danmark nød godt af alle de Fordele, en mere umiddelbar Paavirkning fra Kirkens Middelpunkt kunde medføre, medens deres lange Afstand fra Kurien hindrede en alt for smaalig, nøjeseende og for Folkeaanden skadelig Indblanding i deres Kirkevæsen, som nu fik udvikle sig med Frihed, og i en national Retning. Dette gjelder især Norge, der laa meest afsides, og hvis mangehaande Berørelser med England meget snart knyttede en lige saa nøje Forbindelse mellem den norske Kirke og den nye anglo-nordmanniske, som den, hvori den havde staaet med den ældre angliske, og hvilken, om den end ikke, som hiin, længer kunde lede til nogen Emancipation fra Kirkens Overhoved, i det mindste dannede en virksom og overvejende Modvegt mod al tydsk Indflydelse.
Hvad der fornemmelig bidrog til at emancipere Norden fra den bremiske Erkestols Højhed, medens Forbindelsen med Kurien selv derimod knyttedes fastere, bar Pave Gregorius den 7des Stilling og Virksomhed lige over for Kong Henrik den 4de og de tydske Anliggender. Det er her overflødigt nærmere at paavise Gregors mægtige Indgriben i Verdenshistorien som Kirkereformator og den egentlige Grundlægger af det pavelige Hierarchi, ligesaa lidet som det er nødvendigt, vidtløftigt at gjennemgaa de Stridigheder, hvori hans rastløse Virksomhed indviklede ham med Kong Henrik, og hans Indblanding i Tydsklands politiske Bevægelser. Gregor,
steds meddeles fra Pave Alexander til alle de danske Biskopper, heder at Biskop Egilbert af Fyn allerede i tre klar havde været indkaldt, uden at indfinde sig, seer man at denne pavelige Skrivelse ikke kan være ældre end 1071, og at Adalbert først da har gjort alvorlige Anstalter til at faa Mødet istandbragt. Han siger ogsaa udtrykkeligt i Brevet til Villjam, hvor han omtaler Mødet: „om dette en anden Gang“, ligesom om det paa den Tid endnu kun var en løs og foreløbig Idee. Imidlertid kan dog allerede da Harald Haardraades Død have givet ham Haab om at Norges Biskopper nu ej vilde gjøre Vanskeligheder ved at indfinde sig til Synoden. At der to Gange var Tale om Patriarchatet, sees af Mag. Adam III. 32, sammenholdt med 58. Og paa sin Dødssæng ytrede han udtrykkeligt sit Ønske, at kunne have endt sine Dage i Vendland, Sverige eller Island (III. 69), hvilket vidner om at Rejse-Ideerne da have været levende hos ham.
