Erkebiskopsstol i Lund. At denne Erkebiskopsstols Provinds ej kom til at omfatte Danmark alene, men ogsaa hele det øvrige Norden, ligger allerede i den Omstændighed, at hele Norden hidtil var lagt under den bremiske Erkestol, hvis Provinds nu kun blev deelt i tvende. Men det var ogsaa en ligefrem Følge af det Venskabsforbund, som nu bestod mellem Nordens Konger og Folk, og af den lidet udviklede Tilstand, hvori endnu saavel den norske, som især den svenske Kirke befandt sig, og som aldeles maatte udelukke endog Tanken om at oprette en særegen Erkestol for Norge eller Sverige. Hertil kom ogsaa den Forbindelse, hvori Olaf stod med Gregor, og det Afhængighedsforhold, hvori den engelske Kirke, til hvilken Norge, som ovenfor bemerket, hidtil havde støttet sig i sin Frihedsstræben, nu var traadt til den pavelige Kurie. Et Beviis paa, hvorledes Liemars Bansættelse og Suspension allerede i og for sig maatte opstille en Skranke mellem de nordiske Kirker og Erkesædet, om man endog lader de politiske Hensyn være ude af Betragtning, indeholdes i den Kjendsgjerning, som de islandske Biskopskrøniker berette, at da Biskop Isleif var død (1080) og hans Søn Gissur, udvalgt til hans Efterfølger, skulde indvies, kunde denne Handling ikke udføres af Erkebiskop Liemar, fordi han var suspenderet, men Gissur maatte begive sig lige til Paven, og denne henviste ham igjen til Erkebiskop Hartvig i Magdeburg, der forrettede Akten (1082)[1]. Gissur er vist ikke den eneste nordiske Biskop, der saaledes indviedes af en anden Erkebiskop end Stefan. Siden finde vi endog den ellers saa fromme danske Konge Erik Ejegod i aabenbart Fiendskab med denne[2].
Frigjørelsen fra det tydske Kirke-Supremati kunde neppe andet end have en velgjørende Indvirkning paa Nationalitetens frie Udvikling i de nordiske Lande. Men det nærmere Forhold, hvori Norge nu traadte til Danmark, kunde maaskee være blevet farligt for dets politiske Selvstændighed, hvis ikke Viken ved Harald Haardraades vise Bestræbelser var bleven knyttet saa fast til Riget og Kongehuset. Den Forestilling havde nu ganske lettet sig ind i Bevidstheden, at Viken var en lige saa væsentlig og integrerende Deel af Riget som noget andet Landskab. Heller ikke kan den Indflydelse, som Danmark udøvede i kirkelig Henseende paa Norge, i nogen Mon sammenlignes med den, som det fra Skaane af udøvede i Sverige, eller som hidtil den bremiske Kirke havde udøvet i Danmark. Vi finde faa eller ingen Spor af at danske Mænd udnævntes til Biskops-Embeder i Norge, medens derimod, merkeligt nok, en Nordmand, Svein, efterfulgte Villjam som Biskop i Roeskilde[3]. Det er vist, at den oftere
