sig. Uagtet man rigtignok ikke veed, naar Oslos Kathedralkirke, den bekjendte St. Hallvards-Kirke, blev grundlagt, synes det dog, som om Olaf ej har haft noget med den at bestille, thi ellers vilde Sagaen lige saa vel have nævnt noget derom, som om hans Foretagender i Bergen. En anden Sag er, at han rimeligviis har haft i Sinde, hvis Tid og Evner tillode det, ogsaa at treffe de samme kirkelige Foranstaltninger i Oslo, som i de to andre Stæder; men da han nu ikke engang i Bergen kunde række at faa Kathedralkirken istand, kan han endnu mindre have formaaet at paabegynde et lignende storartet Foretagende i Oslo, men maa have overladt dette til sine Efterfølgere. Derfor finde vi ogsaa Biskoppen i Oslo endnu kaldet „Biskop i Viken“ under hans Sønnesønners Regjering[1]. Nærheden af Fylkeskirken paa Aker gjorde maaskee ogsaa Savnet af en egen Kirke for Oslo ved Siden af den kongelige Kirke mindre følelig. Ved de øvrige Buer i Viken, hvor Biskoppen maaskee skifteviis, indtil Kathedralkirkens Opførelse, har resideret, nemlig Kongehelle, Sarpsborg og Tunsberg, var der ligeledes Fylkeskirker lige i Nærheden, nemlig Ytterby, Tune og Sæms Kirker[2].
Men uagtet denne oprigtige Interesse som Olaf viste før Kirken og dens Anliggender, og uagtet det umiskjendeligt var hans Hensigt, at bringe den norske Kirke i saa inderlig Forbindelse med den romerske Moderkirke som muligt, gik han dog ikke saa vidt, som hans Ven og Svoger, Kong Knut i Danmark, der ved sine Bestræbelser for at gjøre Gejstligheden til den første Stand i Landet, og for at ordne Kirkeforfatningen i sit Rige efter det strengeste Hierarchis Fordringer, ej alene gjorde sig selv forhadt, trods fine mange store Fortjenester af Landsstyrelsen, men ogsaa svækkede Kongemagten selv mere end tilbørligt. Vore Sagaer berette vistnok saa lidet om Olafs Regjeringsforetagender, at vi ej med fuldkommen Bestemthed kunne paastaa, at han ikke gjorde lignende Forsøg. Men saa meget vide vi, at uagtet Tiende-Afgiften paa denne Tid indførtes i Danmark, ja endog, kun tre eller fire Aar efter Olafs Død, paa Island[3], blev den ikke indført i Norge førend under Olafs Sønnesønners Regjering[4]; at Gejstligheden, langt fra at være den første Stand, endnu ikke engang kunde siges at danne nogen egentlig Stand i Landet; at Forbudet mod Presternes Giftermaal hverken under Olafs eller de følgende Kongers Regjering nogensinde blev gjennemført, og at der, da der saaledes ej hos os
