Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/449

Denne siden er korrekturlest
431
Kongens Vennesælhed og Folkets Lykke.

beholde sit, og kuede de Onde alene ved sit Magtbud.“ Paa et andet Sted heder det: „Da var der ypperlige Aaringer og mangfoldig Herlighed, saa at Norge ikke tinder nogen Konge siden Harald Haarfagre var i saa lykkelig en Tilstand, som i hans Dage. Alle elskede ham inderligt, thi han ordnede mangt og meget til Lempe for Folket, som Harald med Haardhed havde paabudet og med Strenghed overholdt. Han var gavmild paa Guld og Sølv og gode Klenodier, men alene paaholdende paa Jordegods; Aarsagen hertil var hans Forstand, da han saa at det tjente Kongedømmet til Bedste. Han viste sine Mænd fuldkommen Yndest, lod hele Landets Folk nyde Fred og Ro, hvilket man kan skjønne af hans egne Ord, som han ytrede en Dag i Mykle-Gildet, hvor han sad glad og i godt Lune med sine Venner. Nogle sagde nemlig til ham: „Herre, vi og mange Andre glæde os saa inderligt over at du er saa blid og venlig mod hele Folket.“ Han svarede hertil: „hvi skulde jeg ikke nu være glad, siden jeg sidder med eder her i dette Lag, som er helliget min Frænde, Kong Olai, og seer baade Glæde og Frihed hos sine Undersaatter; i min Faders Tid var dette Folk under megen Tvang og Skræk; da skjulte de fleste sit Guld og sine Klenodier, men nu seer jeg paa enhver de Kostbarheder skinne, som han ejer; eders Frihed og Fryd er min Glæde og Gammen“[1].

Af de sparsomme Meddelelser, der ere os levnede om Olafs Virksomhed, see vi, at denne især var rettet paa Folkets Civilisation og Ophjelpelsen af dets materielle Velvære ved Handelsforbindelser med Udlandet og lignende fredelige Sysler, der stemmede overeens med den nu grundfæstede Christendoms Væsen og de forandrede politiske Forhold. Den egentlige Vikingetid havde vel længe været forbi, men Lysten og Trangen til, ved Vikinge-Tog at skaffe sig Rigdomme og indlægge sig Berømmelse, kunde dog ikke derfor strax ganske udryddes, hvor lidet den end stemmede med den sande Christendoms Aand, saa længe der endnu levede mange, hvis Ungdomstid tilhørte Vikingetiden eller laa den nær. Vi have derfor seet, hvorledes enkelte Høvdinger, som Finn Arnessøn, hans Broder Kalf, Guthorm paa Ringenes, Haakon Ivarssøn, endnu under Harald Haardraades Regjering havde gjort Vikingetog til de britiske Farvande. Om nu end disse Tog vel ikke strengt taget kunne siges at være ganske af samme Slags som de ældre Vikingetog, hvor man herjede paa den første den bedste Kyst, eller angreb det første det bedste Skib man traf, men snarere har bestaaet deri, at man mod en vis Betaling og Deel af det forventede Bytte understøttede en eller anden Fyrste i de Fejder, hvormed han var beskjeftiget, f. Ex. Fyrsterne paa Irland, i Wales, i England, Skotland,

  1. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, jvfr. Ágrip Cap. 37.