ste sig over dettes Fordobling, og spurgte ham endog, hvorfor han havde flere Folk med sig end Loven egentlig tillod, eller de forrige Konger plejede at have, naar de rejste om paa Vejtsler. Kongen svarede: „jeg faar ikke styret mit Rige bedre end min Fader, eller sat mig i større Respekt end han med dobbelt saa mange Folk, som han havde; men det er ikke derfor min Hensigt at betynge eder eller at falde eder til Ulempe“. Og man maa antage, at han virkelig ogsaa har holdt Ord, eller af sine egne Midler tilvejebragt hvad mere der udfordredes til det fordoblede Hofpersonale, thi i modsat Fald vilde der ej have hersket saa megen Tilfredshed med hans Regjering, eller saa store Lovtaler have været holdte over hans Liberalitet.
Den almindelige Følelse af Velvære og Overflod paa Livets Goder gav ogsaa det selskabelige Liv, især i Kjøbstæderne, et betydeligt Opsving. I Olafs Dage, fortælle Sagaerne, holdtes der i Kjøbstæderne langt hyppigere Drikkeselskaber og Sammenskudslag end forhen[1]. Allerede tidligere havde man, som det synes, i Lighed med hvad der ogsaa andensteds fandt Sted, oprettet et Slags Klubber eller faste selskabelige Foreninger, hvis Medlemmer efter Omgang (í hvirfing) skiftedes til, i deres eget Heltes at afgive Lokale for de i Lovene paabudte, egentlig fra Hedendommen nedarvede Sammenskudslag (hvirfingsdrykkjur) og som derfor kaldtes Hvirvingsbrødre[2]. Om disse Klubbers Betydenhed kan man danne sig en Forestilling, naar man erfarer at Hvirvingsbrødrene i Nidaros endog lode opføre en egen Kirke af Steen, Margrete-Kirken, og at de havde
- ↑ Saaledes Morkinskinna fol. 20 b., þá hófusk mjök drykkjur ok skytningar í kaupstöðum miklu meir en fyrr hafði verit.
- ↑ Ordet hvirfing, beslægtet med hverfa, vende, dreje sig, bruges ofte eenstydigt med „Kreds“; f. Ex. sitja í hvirfing, sidde i Kreds (om Harald, Einar og de øvrige Gjester, se Harald Haardraades Saga Cap. 62, jvfr. ovf. S. 250). Hvirfingsdrykkjur der allerede nævnes i Olaf den helliges Saga Cap. 102 Snorre Cap. 113 hvor der er Tale om Blotfesterne paa Mæren (se ovenfor I. 2. 603) betyder altsaa simpelt hen „Omgangsdrikkelag“. Man kan neppe antage, at den, i hvis Huus Omgangslaget stod, ogsaa præsterede Bevertningen; Medlemmerne betalte vistnok stedse deres Kontingent eller skaffede det nødvendige Forraad in natura, ligesom tidligere ved Blotvejtslerne. Desto lettere maatte Overgangen blive til de egentlige Gilder, da Forskjellen nærmest kun bestod i at der for disse var et bestemt offentligt Lokale, og at de stode mere under offentligt Tilsyn. At allerede Hvirvingsbrødrene havde indgaaet Forpligtelser til gjensidig Bistand, ligger endog kun i Benævnelsen „Brødre“, hvoraf det sees, at de havde indgaaet Brødrelag (fraternitas). Og at Hvirvingslagene existerede for Olaf Kyrres Tid, ligger, som det synes, tydeligt i Sagaens Udtryk: „Olaf lod oprette Myklegildet i Nidaros, og mange andre i Kjøbstæderne, men forhen (altsaa for Olafs Tid) fandtes der Hvirvingsdrikkelag“. Og da ligger Slutningen temmelig nær, at de tildeels have været fremkaldte til Værn mod Harald Haardraades Vilkaarlighed.
