hos sig og saa at sige opdraget ham indtil hans Myndigheds Alder. Vi have ligeledes nævnt[1], hvorledes Skule, sandsynligviis i Aaret 1069, sendtes til England for at hente Harald Haardraades Liig, hvilket han ogsaa bragte med tilbage. Skule, fortælles der, var en forstandig og kraftig Mand, dertil smuk af Udvortes og veltalende. Olaf satte ham derfor i Spidsen for sin Hird, og brugte ham til at tale paa sine Vegne til Thinge eller ved offentlige Moder, da Kongen selv ikke talte saa godt for sig: med andre Ord, han maa have udnævnt ham til Stallare, da det netop var Stallarens Hverv at tale offentligt paa Kongens Vegne, ligesom de ogsaa regnedes blandt de saakaldte Hirdstjorer (Forstandere for Hirden). Skule raadede og, som Sagaen udtrykker sig alle Landraad med Kongen, det vil sige, han var hans fornemste Raadgiver i Regjeringsanliggender, thi Olaf, lægges der til, havde ikke fuldt saa dyb Forstand som hans Fader, og lyttede derfor i mangt og meget til sin Fostersøn Skules Raad[2]. Man har saaledes al Grund til at formode, at mange eller de fleste af Olafs Regjeringsforanstaltninger egentlig skyldes Skule, der sandsynligviis især havde engelske eller flamske Forbilleder for Øje. Da Olafs Indretninger bleve modtagne med en saa almindelig Tilfredshed, og det neppe var nogen Hemmelighed, at Skule havde stor Deel i dem, maa man antage at han var lige saa populær blandt Folket, som han var yndet af Kongen. Denne knyttede ham endnu nærmere til sig ved at give ham sit Syskendebarn Gudrun, en Datter af en vis Nevstein og Harald Haardraades Heelsyster Ingerid Sigurdsdatter, til Egte. Kongen tilbød ham derhos et heelt Fylke, som han selv kunde vælge, med alle kongelige Indtægter og Landskylder; men Skule, som frygtede for at en saa stor Gave maaskee kunde blive tilbagekaldt af en senere Konge, der ej var ham saa gunstig som Olaf, bad Kongen i Betragtning af at han som oftest var hos ham ved hans Hird, heller at give ham nogle Landejendomme i Nærheden af de Kjøbstæder, hvor han plejede at tilbringe Julen og tage Jule-Vejtsler. Denne Bøn opfyldte Kongen, og skjødede ham nogle af de bedste Gaarde i Omegnen af Kongehelle, Oslo og Nidaros[3], hvilke Gaarde siden gik i Arv til hans Efterkom-
- ↑ Se ovenfor S. 396.
- ↑ Morkinskinna fol. 20. a. jvfr. Fagrskinna Cap. 214, Harald Haardraades Saga Cap. 125, Snorre Cap. 103.
- ↑ Saaledes Morkinskinna, l. c. hvis Text er den ældste og meest uforvanskede, hvorfor jeg og alene har fulgt den, da de øvrige Sagabearbejdelser her afvige saaledes, at det er umuligt at forlige dem med hinanden indbyrdes, medens det dog er øjensynligt, at alle de afvigende Udsagn kun hidrøre fra een oprindelig, men siden mere eller mindre forvansket, Beretning. Da imidlertid dette Sted, som allerede ovenfor paapeget, er af Vigtighed til Bestemmelsen af Tiden, naar Bergen blev Kjøbstad, vil jeg her ogsaa anføre
