Lov-Berses Søn hed Gyrd, hvis Søn Aamunde var en af de mægtigste Mænd i Landet ved Tiden mellem 1130 og 1150. En anseet Mand i Viken, som vistnok først nævnes under Olafs Eftermand, men som dog allerede synes at have naaet Manddomsalderen mod Slutningen af Olafs Regjeringstid, var Dag Eilifssøn[1]. Hans Herkomst kjendes ikke, men hans fornemste Besiddelser laa i Grenafylke, fornemmelig paa Vestfold, især i Sandeherred og paa Neset, saa vel som fornemmelig paa Havund, hvor Gaarden Bratsberg senere nævnes som hans Søn Gregorius’s Gaard. Dag var gift med Ragnhild, en Datter af Skofte Agmundssøn[2].
Alle disse Ætter, som nu ere omtalte, vare allerede, eller bleve i det mindste i den nærmest følgende Tid, paa det nærmeste forbundne ved indbyrdes Giftermaal. Saaledes egtede som vi have seet, Skule Kongsfostres Søn Aasulf
- ↑ Dag Eilifssøn nævnes som Lendermand allerede kort efter Magnus’s Tronbestigelse (Magnus den godes Saga Cap. 9, Snorre Cap. 8), og havde saaledes vistnok allerede naaet Manddomsalderen før Olafs Død 1093. Han nævnes ikke efter Magnus’s Død 1103. Hans Søn Vatn-Orm nævnes som Lendermand allerede ved 1137; hans anden Søn Gregorius sluttede sig til Kong Inge omkring 1150. I Morkinskinna staar der udtrykkeligt fol. 36 a. Fornm. Sögur VIII. 357, at Dag havde store Besiddelser ved Tunsberg. Men hans Hovedbesiddelser vare dog i Grenafylke; dette sees bedst af den Mængde Gaarde i dette Fylke, der laa til det, rimeligviis af ham skiftede Nonnekloster paa Gimsø. Dette Klosters fleste Gaarde laa paa Havund (nemlig 36); det havde 21 paa Grenland (i Medalheims Sogn), 15 paa Bamble; tilsammen 72 i dette Fylke; dog havde det ogsaa 60 Gaarde paa Vestfold, og endeel i Ranafylke saa vel som 1 Sogn. Muligt at Dag og Vatn-Orm, der aller først nævnes i Spidsen for en Deel Lendermænd ved Tunsberg, meest have boet her, men at Gregorius har opslaaet sit Hovedsæde paa Bratsberg.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga, Cap. 21. Fagrskinna Cap. 215.
dergaaet enkelte Modifikationer, thi disse vare dog vistnok uvæsentlige i Sammenligning med den uforandrede Hovedmasse. Hvad nu ellers Borgarthinget angaar, vil man neppe finde det omtalt som særeget Lagthing førend efter 1200 da Lagthingene vare deelte. Naar det nævnes før den Tid, er det saa godt som udelukkende kun hvor der er Tale om at tage en Tronprætendent til Konge, i Lighed med Ørething i Nidaros og Haugathing ved Tunsberg. Saaledes allerførst ved Harald Haardraades Hylding, se ovenfor S. 162; ved Inge Haraldssøns nys nævnte Hylding, se hans Saga Cap. 1; ved Baglerkongen Inges Hyldning 1196, se Sverres Saga Cap. 132, ved Erling Steinveggs, 1204, se Haakon Sverressøns Saga Cap. 7; ved Inge Baardssøns 1204, se s. S. Cap. 6; her nævnes og Haugathing i samme Anledning, i 1217; da Haakon Haakonssøn fik Kongenavn, saavel her, som paa Haugathing, Stofnething, Hornborething og Elvebakken, se Harald Haardraades Saga Cap. 28; og endelig i 1236, da Skule Jarl, som det synes, her underhandlede med Bønderne i Anledning af hans Opstand med Kongen (Harald Haardraades Saga Cap. 187).
