stirrede saaledes paa den at han reent glemte at ro og slap Aarerne. „Denne Krages Skrig lader til at gjøre et sterkt Indtryk paa dig“, sagde Kongen. Snit ikke saa meget“, svarede Bonden, „skjønt jeg nu rigtignok faar en Mistanke ved, hvad den siger“. Da kom en tredie Krage, den fløj ganske nær ved Skibet, og skreg værst af dem alle; da kastede Bonden Aarerne, og stod op. „Hvad siger Kragen, Bonde“, spurgte Kongen, „siden du synes at lægge saa megen Vegt derpaa?“ „Man kan dog ikke vænte at jeg skal vide det“, svarede Bonden. „Sig det kun“, sagde Kongen. Da svarede Bonden:
Vintergammel siger,
hun veed det ikke:
Toaarsgammel taler,
jeg tror det ikke;
Treaarsgammel siger —
det tykkes ej rimeligt —
at her jeg ror
paa Hestens Hoved,
og du, o Konge,
dens Krop har stjaalet.
„Hvad“, sagde Kongen, „vil du kalde mig Kun? Da taler du i Sandhed ikke sømmeligt til os“. „Nej vistnok“, svarede Bonden, „men I har nok spillet mig et Puds“. „Du har Ret Bonde“, var Kongens Svar; „dette have vi gjort for Moro Skyld og for at sætte dig paa Prøve om du virkelig er saa viis, som man har sagt os. Din Hest skal jeg erstatte dig.“ Kongen gav ham nu ej alene gode Gaver, men fritog ham ogsaa fra at betale Landskyld af den Gaard, paa hvilken han boede[1]. — Fortællingen er vistnok temmelig gammel — det maa man i det mindste slutte af Verset — og indeholder, nærmere betragtet, intet urimeligt, thi Bonden kunde nok have faaet Nys om det Puds, Kongen havde ladet ham spille, om denne end troede at det var en Hemmelighed; det Hele kunde maaskee endog være en forud mellem Bonden og Hirdmændene aftalt Spøg for at fornøje Kongen. Men dennes Godmodighed og Nedladenhed aabenbarer sig dog ligefuldt. Vi bestyrkes heraf ogsaa i det Indtryk, som man allerede strax faar af den korte Skildring, Sagaerne for øvrigt give af Olafs Charakteer og Leveskik, at hans Fromhed og Religiøsitet ikke ytrede sig ved mørkt Bigotteri, der ej tillod Lystighed og Spøg, men derimod var af det egte Slags, der gjorde ham glad med de glade, og alene udbredte en større Elskværdighed over hans Væsen og Omgangstone.
Uagtet Olafs Regjering var saa fredelig, og frembød saa lidet Stof, der egnede sig til at besynges af Skaldene, ere dog ogsaa hans Bedrifter forevigede af den oftere omtalte berømte islandske Skald Svein Herdisessøn (Hallarstein) i en egen Draapa, der var kunstigt indrettet med Stev, og som i sin Tid synes at have været meget beundret. Flere Vers af denne citeres i Sagaen; den begyndte, som man seer, allerede med Toget
- ↑ Olaf Kyrres Saga Cap. 7, Snorre Cap. 7.
