saaledes som den unge Mand i Silkeskjorten, vilde ingen Vender være kommen levende derfra[1]. Det lader ogsaa til, at Danerne, i det mindste under deres første Glæde over Frelsen, erkjendte hvor stor Taknemlighed de skyldte Magnus, der, som Saxo siger, uagtet han var Udlænding, dog ej tog i Betænkning at paatage sig det farlige Forsvar af et Rige, om hvis Besiddelse han endnu, saa længe Striden med hans Medbejler vedvarede, langtfra var paa det Rene. Thi Magnus, siger han videre, blev ved dette heldige Slag de Danske kjær, faa at de nu saa meget heller understøttede ham mod hans Medbejler, fra hvilken Folkets Hjerter vendte sig, og hvis Magt derfor betydeligt svækkedes, idet han ej alene tabte Udsigten til at skaffe sig flere Tilhængere, men endog mistede dem, han havde, hvoriblandt den vendiske Fyrste Gotskalk, der, ved at see sin Herre uden noget Haab, ikke undsaa sig ved at falde fra[2]. Og det maa ogsaa erkjendes, at hvis denne vendiske Krig virkelig, som der er al Grund til at tro, skyldtes Svens Intriger, havde baade Danerne og Venderne god Føje til at være forbitrede paa ham[3]. Dersom Venderne havde sejret paa Lyrskovshede, vilde sandsynligviis hele Jylland, maaskee ogsaa Fyen, være blevet oversvømmet af dem, og Danmark, eller i det mindste Jylland, vilde sandsynligviis den Dag i Dag have været vendisk; hvortil ogsaa kommer, at Vendernes Magt efter al Rimelighed derved vilde være bleven saa stor, at det havde været en Umulighed for de tydske Fyrster at overvinde og germanisere dem. Man kan derfor vistnok med Føje sige, at paa Lyrskovshede frelste Magnus med sine Nordmænd ej alene Danmark, men ogsaa hele Nordtydskland og Nordeuropa, fra at falde i Slavernes Vold. Og dette Slag maa derfor regnes blandt de Hovedslag, der have mere end almindelig verdenshistorisk Betydning.
Efter Slaget lod Kong Magnus undersøge, hvor mange der var faldne af hans Folk. Dette befandtes kun at være faa, hvorimod mange vare saarede. I Hæren har der imidlertid Mangel paa det tilstrækkelige Antal Læger til at forbinde dem. Magnus afhjalp den nogenledes ved at udvælge til dette Arbejde syv Mænd, hvis Hænder han ved selv at beføle dem fandt at være de mygeste. Ingen af dem havde for befattet sig dermed, men siden,
- ↑ Magnus d. g. Saga, Cap. 34, Ágrip, Cap. 32. Her tillægges dette Udsagn Sven.
- ↑ Saxo, S. 544. Om Gotskalk, se ovenfor S. 21.
- ↑ Den Maade, hvorpaa Saxo her omtaler Soens Forhold til Magnus, synes, uagtet han ej udtrykkelig nævner hiins Stemplinger med Venderne, — hvad der paa hans Tid, da Soens Descendenter beherskede Danmark og laa i Strid med Venderne, var ubehageligt at erkjende — dog næsten at røbe en nærmere Forstaaelse mellem Venderne og Sven, end han egentlig vil vedstaa. Svens Upopularitet maa have haft en dybere Grund end den af ham angivne.
