Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/480

Denne siden er korrekturlest
462
Olaf Haraldssøn (Kyrre).

hvorfor den ogsaa stundom ansees som et eget Skrift for sig. Mag. Adams Verk indeholder en Mængde Oplysninger, som ikke andensteds findes; men de maa benyttes med den yderste Varsomhed. Thi deels er det let at skjønne, at han, som ikke kom til Bremen førend i 1068, og derfor neppe for den Tid har kjendt synderligt til de nordiske Forhold, umuligt kan have sat sig saaledes ind i dem, at han, da han faa Aar efter skrev sit Verk, var i Stand til al opfatte dem rigtigt, forudsat endog at alle de Meddelelser, han benyttede, vare paalidelige. Deels seer man tydeligt, at i det mindste saare meget af det, Kong Sven meddeelte ham, ikke var overeensstemmende med Sandheden, hvad enten nu at Sven selv ikke vidste ret Besked, eller at han fremstillede Begivenhederne paa en eensidig og partisk Maade[1]; muligt er det ogsaa, at Mag. Adam ikke altid har forstaaet ham rigtigt. Hertil kommer endelig at Mag. Adam selv betragter Forholdene fra et eensidigt Standpunkt, nemlig i den bremiske Kirkes Interesse. Alt dette maa man have for Øje ved Benyttelsen af hans Verk. Enkelte Rettelser synes allerede han selv eller en med ham samtidig Mand senere at have foretaget; det er de saakaldte Scholier, der findes tilføjede i flere Haandskrifter af Verket.

Hvad nu nærmest hans Skildring af de norske Forhold angaar, da er det klart at den, nedskreven sør 1075, og maaskee nærmest efter Indtryk, modtagne ved Kong Svens Meddelelser, mere fremstiller Tilstanden under Harald Haardraade, end paa Kong Olafs Tid. Men enkelte af hans Ytringer vedkomme aabenbart en endnu fjernere Tidsalder, omtrent saaledes som naar vi endnu i et eller andet udenlandskt geographisk Verk finde „Malstrømmen“ og andre lignende Natur-Merkværdigheder i Norge, der spillede en vigtig Rolle for flere Aarhundreder siden, omtalte som om de endnu havde noget at betyde. Men Skildringen selv, den første nogenledes omstændelige, der findes af Norge og dets Folk næst Ottars, er dog ligefuldt af overordentlig Interesse. Med de ovenfor udhævede Omstændigheder for Øje vil man uden synderlig Vanskelighed kunne udsondre hvad der ej vedkommer Forfatterens egen Tidsalder, saa vel som skjønne, hvor han overdriver, tager Fejl, eller ikke ret har opfattet Forholdene.

Efter at have forudskikket dette, meddele vi her Beskrivelsen:

„Ligesom Nortmannia er det yderste Land i Verden, saaledes behandle vi det ogsaa passeligt aller sidst i vort Verk. De nyere kalde det „Norge“ (Norguegia)[2]. Om dets Beliggenhed og Størrelse har jeg allerede

  1. F. Ex. hvor der handles om Svens Forhold til Magnus den gode og Harald Haardraade.
  2. Altsaa seer man, at Navnet „Nordmannaland“, i det mindste udenfor Norge,