Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/484

466

Olaf Haraldssøn (Kyrre).

Martyr St. Olafs Lig, ved hvis Grav lige til den Dag i Dag Herren udfører underbare Helbredelser“ … her følger det tidligere (S. 371) anførte Sted; og derefter en kort Opregnelse af de første Biskopper m. m., hvilket ligeledes ovenfor er anført. „Efter Norge“, heder det dernæst, „hvilket er det yderste Land mod Norden, finder man ingen menneskelig Bolig, kun det forfærdelige og store Verdenshav. Men dette har lige overfor Norge mange ikke umerkelige Øer, som nu næsten alle ere Nordmændenes Herredømme underkastede, og derfor ej her bor forbigaaes, saa meget mere som ogsaa de ligge under Hamburgs Erkestol. De første ere Orknøerne …^[1] der ligge mellem Norge, Britanien og Irland, og spotte det brusende Havs Trusler. Til dem skal man fra den norske Stad Throndhjem kunne sejle paa een Dag. Fra Orknøerne skal der, som man siger, være lige saa lang Sejlads enten til England eller Skotland^[2] … Øen Thyle, der, uendeligt langt afsondret fra de øvrige, ligger midt i Oceanet, skal neppe være bekjendt^[3]. Dog fortælles der om den, saavel af de romerske Forfattere som af Barbarerne, meget, der er værd at melde^[4] … Dette Thule kaldes nu Island, efter den Iis, der binder Oceanet. Om denne Ø fortælles det merkelige, at hiin Iis formedelst dens Ælde er saa sort og tør, at den brænder naar man antænder den^[5]. Øen er meget stor, saa at den kan rumme mange Mennesker, der alene leve af at opføde Kvæg, og klæde sig med dets Uld; der voxer intet Korn og findes saare lidet Træ, derfor bo de i underjordiske Huler, benyttende fælles Huusly og Leje med deres Kvæg^[6] … Der ere ogsaa flere andre Øer i Oceanet, af hvilke Grønland ej er den mindste, beliggende dybere inde i Oceanet, lige imod Sveriges Bjerge eller de riphæiske Højder“^[7] … „Den tredie Ø er Haalogaland. Den ligger Norge nærmere, og staar ikke tilbage for de øvrige i Størrelse^[8]. Denne seer man

1. Her anføres nogle Notitser fra Martianus og Solinus.
2. Man seer, at Mag. Adam ej har været paa det rene med Orknøernes Beliggenhed, og at han har slaaet saavel Færøerne som Hjaltland sammen med dem.
3. Det er næsten Ord til andet Orosius’s Ord, I. 2.
4. Her anføres atter noget deels efter Beda, som udtrykkeligt nævnes, deels efter Solinus.
5. Sandsynligviis en urigtig Forestilling om de saakaldte Bruunkul eller Surtarbrandr.
6. Her følger det ovenfor S. 221 nederst og 222 anførte. Beskrivelsen over Islændingernes Boliger er, som man seer, overdreven, og kan i alle Fald kun sigte til de aller fattigste Folks Jordhytter.
7. Se ovenfor S. 230.
8. Det sees her, at Mag. Adam ikke har haft fjerneste Forestilling om Haalogalands rette Beliggenhed, men at han har antaget dette store Landskab for en fjern Ø, hverken landfast med det egentlige Norge eller med Finmarken.