om Sommeren ved Solhvervstid Solen i 14 Dage uafladeligt over Horizonten, men savner den ogsaa i lige saamange Dage om Vintren: en forbausende og uforklarlig Sag for Barbarerne, der ikke vide at Dagenes ulige Længde bestemmes ved Solens Nærmelse og Tilbagegang. (Her følger nu Forklaringen over dette Forhold). Hedningerne, der ej vide dette, kalde hiint Land „det hellige og lykkelige“ siden det fremviser et faa underbart Fænomen. Dette, forsikrede Danekongen og mange andre, fandt virkelig Sted der, ligesom i Sverige og Norge og de øvrige Øer paa den Kant. Derforuden sagde han at der af flere var opdaget en Ø i det samme Hav, ved Navn Viinland[1] … . Og efter denne Ø findes ikke længer, sagde bart, noget beboeligt Land i hiint Ocean, men alt hiinsides er opfyldt med utaalelig Kulde og uhyre Mørke; hvilket Martian omtaler saaledes: hiinsides Emne er der en Dags Sejlads til det sammenløbne Hav[2]. Dette erfarede nylig Nordmændenes højst erfarne Konge Harald, der, efter at han paa et Søtog havde gjennemforsket det nordlige Oceans Vidde, endelig paa de mørke Yderkanter foran Verdens Ende nær var med fine Skibe kommen ud i Afgrundens frygtelige Svælg, og med Nød og neppe kom uskadt tilbage“. Herefter[3] anføres ogsaa et Uddrag af en Beretning, Erkebiskop Adalbert havde meddeelt Mag. Adam om en Opdagelsesrejse, som nogle fornemme Friser i hans Formands (Bescelins) Tid havde foretaget til de fjernere Egne af Nordiishavet. De sejlede mellem Danmark paa den ene, og Britannien paa den anden Side, til Orknøerne; beholdende disse til venstre, Norge til højre, styrede de lige til Island, og videre mod Nord, fik see alle de før omtalte Øer, men kom endelig „i hiint stivnede Iishavs Mørke, lurer den forfærdelige Havhvirvel slugte nogle af deres Skibe“; enkelte undkom dog og landede ved en Klippeø; hvor de fandt Folk, der om Middagen skjulte sig i underjordiske Huler, foran hvis Indgang der laa en Mængde Kar af Guld og andre kostbare Metaller. De toge af dem faa mange de i Hast formaaede, og skyndte sig tilbage til Skibene, men saa sig pludselig forfulgte af kæmpestore Mænd, ledsagede af ligesaa uforholdsmessigt store Hunde; disse grebe en af Følget og sønderreve ham strax, men de øvrige undkom til Skibene, idet Riserne forfulgte dem ud i Vandet med høje Raab. Her er det tydeligt nok,
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 462.
- ↑ Om Haralds Opdagelsesrejse se ovenfor S. 270.
- ↑ Mag. Adam, IV. 39, 40.
Aarsagen til Feiltagelsen er vistnok den, at man stedse rejste tilsøs for at komme til Haalogaland. I en tilføjet Scholie er Fejlen imidlertid nogenledes rettet. Der Haar: „andre sige derimod at Haalogaland er den yderste Deel af Norge, at den ligger i Nærheden af Skridfinnerne, og at den er utilgængelig formedelst sine barske Fjelde og Kulde“.
