dring fra hiin Kant, eller om han alene søgte Beskjeftigelse paa denne Maade fordi han endnu ej vovede at binde an med Haakon, der havde langt flere Tilhængere end han, ja endog i Viken havde en mægtig Støtte i sin forrige Fosterfader og hengivne Ven, Lendermanden Sveinke Stein-
om hans unge Søns Giftermaal eller Forlovelse, men, vel at merke, med Irekongen Muirkertachs Datter. Sidenefter omtales Magnus’s andet Vesterhavstog, der rigtigt henføres til hans 10de Regjeringsaar (1102—3). Sammenligne vi nu disse Beretninger med de paalidelige chronologiske Data, N som de skotske, engelske og irske Krøniker indeholde, da finde vi flere aaben bare Urigtigheder. For det første faldt den skotske Konge Mælkolm Ceanmor ved Belejringen for Alnwick den 13de November 1093, og kunde saaledes ikke flere Aar derefter slutte noget Forlig med Magnus. Dernæst ere en Mængde engelske Annalister, navnlig Chron. Sax., og den paalidelige Florents af Worcester (Thorpes Udgave S. 42) enige om at henføre det Tog, paa hvilket Magnus fældte Jarlerne Hugo, til 1098; ja endog de islandske Annaler og Sagaerne henføre Magnus’s første Vesterhavstog til dette Aar, de første ved at antegne under 1098 „Sigurd Magnussøns Ophøjelse til Hersker paa Orknøerne“, de sidste ved udtrykkeligt at kalde Sigurd niaarig, da Brylluppet mellem ham og den irske Kongedatter bestemtes, medens han senere ved sin Død 1130 siges at have været 40 Aar gammel, hvorved følgelig hans Fødselsaar bliver 1089 eller 1090, og hans 9de Aar 1098eller 1099. Hertil kommer nu ogsaa, at den oven nævnte Lagmand, om hvem vore Sagaer sige „at hans Fader Gudrød havde sat ham til Landværnsmand over de nordlige Øer“, ifølge den manske Krønike, hvorom mere nedenfor, var død flere Aar førend Magnus gjorde sit første Tog til Vesterhavet. Og dog omtales ej alene han, endog i de samtidige Skaldes Vers, som fangen af Magnus paa dette Tog, men man skulde af de nys nævnte Udtryk endog slutte at Gudrød, der, som vi have seet, døde 1095, paa den Tid endnu var i Live. Da nu de samtidige Skalde neppe kunne have været fejlagtigt underrettede om Navnet paa den Fyrste, Magnus tog fangen, og en saa bestemt Beretning, som Sagaernes angaaende Lagmand, ej vel kan savne historisk Grund, om den end kan have været henført til en urigtig Tid, nødes man allerede herved til at antage, at Magnus endnu medens Lagmand levede har gjort et Tog til Syderøerne, men at dette dog har været af mindre Vigtighed, og derfor senere af Sagaskriverne er blevet slaaet sammen med det langt vigtigere i læs. Thormod Torvessøn er derfor endog gaaen saa vidt, at lade Magnus i alt, Toget 1102—3 iberegnet, gjøre fire Vesterhavstog, og for at Magnus ogsaa kan komme i Berørelse med Mælkolm, søger han ved saare kunstige Beregninger at faa Olaf Kyrres Død flyttet tilbage til 1087 eller 1088 ste især Orcades, S. 77—80, Hist. Norv. III. S. 425—432). Hvad nu Mælkolm angaar, saa er det dog neppe for hans Skyld nødvendigt, at afvige saa meget fra alle Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd: det lader sig nemlig næsten med Vished godtgjøre, at hans Navn kun ved Fejllæsning er kommet ind i Sagaerne. Vi have seet, at Morkinskinna, den ældste af de nu existerende Sagabearbejdelser, kun nævner „Skotekongen“, hvor den omtaler Magnus’s Forlig med denne, uden at kalde ham „Mælkolm“, og at den først senere anfører dette Navn, hvor det heder at „Mælkolm Skotekonge sendte sin Datter til Magnus i Orknøerne, for at forliges med ham, og at Magnus gav hende, som da var 5 Aar gammel,.til sin 9aarige Søn Sigurd“. Sin vide vi, at de
