arssøn; eller endelig, om han alene har væntet paa sin fredelskende Faders Død for at tilfredsstille sin Lyst til Krigs-Æventyr, og saaledes, strax: efter at være tagen til Konge, har foranstaltet et Vikingetog efter gammel Viis til de skotske Øer og Farvande, siges ingensteds; men det
øvrige Sagaer fortælle dette om Muirkertach, den irske Konge, og at det var hans femaarige Datter Biadmynia, der egtede den 9aarige Sigurd. At det var ham og ingen anden, der gav Magnus’s Søn sin Datter, sees af de irske „Fire Mestres Annaler“, der ved 1102 omtale Muirkertachs Datters Giftermaal med „Sichraid Mac Magnus“ ɔ: Sigurd Magnussøn. Det indeholder tillige en Selvmodsigelse, som vidner om en Fejl i Fremstillingen eller i Angivelsen af Personen, naar Morkinskinna, efter først at have talt om det mellem Magnus og Skotekongen sluttede Forlig, og uden derefter i mindste Maade at tale om nogen ny Uenighed mellem dem,dog lader „Mælkolm Skotekonge“ strax efter sende ham sin Datter „for at tilvejebringe Forlig“ (til sættar). Allerede heraf faar man en Anelse om, at Navnet „Mælkolm“ er urigtigt. Naar man nu erindrer, hvor ofte Irerne paa denne Tid kaldtes Skoter (vi have allerede seet mange Exempler derpaa, navnlig den samtidige irske Annalist Marianus’s eget Tilnavn „Scotus“), og ligeledes, hvor ofte, især i de ældste Haandskrifter, Egennavne kun betegnes med Begyndelsesbogstaverne, kan man lettelig forstaa, hvarledes den, der aller først nedskrev Sagaen, kan have skrevet „M. Skotakonungr“ i den Mening, at det skulde læses „Myriartak Skotakonungr“ og betegne den irske Konge Muirkertach, men at en senere Afskriver eller Bearbejder, der maaskee levede paa Kong Villjams Tid (1166—1214) og saaledes vistnok kjendte mere til dennes Farfader David og Oldefader Mælkolm, end til en irsk Konge for 100 Aar siden, og som desuden vildlededes af Tillægget „Skotakonungr“, uden videre udfyldte hiint M. til „Mælkolm“, hvilket siden ogsaa kom i de øvrige Sagabearbejdelser, og det overalt, hvor Skotekongen nævnes. At Morkinskinnas Nedskriver eller hans Original senere har fundet for godt at tilføje den Oplysning, at Mælkolm var Kong Davids Fader, lader sig let forklare, og har intet at betyde. Thormod Torvessøn har seet en Bestyrkelse paa at det var med Mælkolm, Magnus indgik Forlig, i den Omstændighed, at Haakon Haakonssøns Saga Cap. 245 taber de skotske Gesandter i Aaret 1244 forespørge sig hos Haakon, om han vilde tilbagegive ham det Rige i Syderøerne, som Kong Magnus Barfod havde frataget hans Frænde Mælkolm. Men det maa her vel erindres, at disse Ord ere nedskrevne paa en Tid, da der allerede fandtes en Mængde Afskrifter af Magnus Barfods Saga, hvor Mælkolm nævntes, eller rettere, da der neppe gaves en eneste Afskrift, hvor der paa dette Sted fandtes andet Navn heelt udskrevet, end Mælkolmr, saa at det altsaa paa den Tid vistnok var almindelig antaget af alle Sagamænd, at den skotske Konge, med hvilken Magnus kom i Berørelse, var Mælkolm, især da det, som vi i det følgende ville see, maa antages som vist, at Magnus ogsaa sluttede et Forlig med Mælkolms Søn Eadgar, hvis skotske Navn „Etgar Mac Mælkolm“ kunde give Anledning til hans Forvexling med Faderen. Endog Morkinskinna selv er ældre end 1244, end sige den Tid, da Haakons Saga blev forfattet, og Forfatteren af denne, sandsynligviis Sturla Thordssøn, nedskrev vistnok hiin Beretning med stadigt Hensyn til Magnus Barfods Saga, saadan som han kjendte den. Vi kunne saaledes vist sætte Navnet „Mælkolm“ aldeles ud af Betragtning, og derimod tillægge den tidligere omtalte „Skotekonge“ det Navn, andre paalidelige Efterretninger tilsige. Nu erfare vi af
